Når den amerikanske præsident, Donald Trump, i begyndelsen af september kommer på statsbesøg i Danmark, vil dronning Margrethe modtage ham på professionel vis.

Men besøget har helt sikkert ikke været Dronningens ide, vurderer kongehusekspert.

»Det siger jo sig selv, at det ikke er Dronningens ide. Det er formentlig Trump, der vil hertil, og så har det nok passet i hans rejseplaner,« siger historiker og kongehusekspert Sebastian Olden-Jørgensen til B.T.

Og Trump vil ganske rigtigt allerede befinde sig i Europa forud for sit besøg i Danmark.

Det er fjerde gang, at en siddende amerikansk præsident aflægger Danmark et besøg, når Donald Trump og førstedame Melania Trump kommer i begyndelsen af september. Her ses dronning Margrethe og prins Henrik i 2009, da den daværende amerikanske præsident, Barack Obama, og hans hustru, Michelle Obama, lagde vejen forbi Danmark. Besøget var dog i anledning af, at der var klimatopmøde i København og dermed ikke et officielt statsbesøg.  
Det er fjerde gang, at en siddende amerikansk præsident aflægger Danmark et besøg, når Donald Trump og førstedame Melania Trump kommer i begyndelsen af september. Her ses dronning Margrethe og prins Henrik i 2009, da den daværende amerikanske præsident, Barack Obama, og hans hustru, Michelle Obama, lagde vejen forbi Danmark. Besøget var dog i anledning af, at der var klimatopmøde i København og dermed ikke et officielt statsbesøg.   Foto: Keld Navntoft
Vis mere

Dagen inden skal han besøge Polen, hvor han skal deltage i en mindehøjtidlighed for 80-året for nazisternes angreb på landet.

Når besøg af udenlandske overhoveder finder sted i Danmark, sker det typisk ved, at der bliver rettet henvendelse til Udenrigsministeriet, der derefter retter henvendelse til Dronningen.

»Så derfor er det formelt Dronningen, der har inviteret Trump, men reelt er det nok den amerikanske præsident, der har ønsket at komme forbi,« vurderer Sebastian Olden-Jørgensen.

Donald Trump er kendt for at være en kontroversiel præsident, som gør mange ting på sin helt egen måde. Men selv om hans nogle gange lidt overraskende holdninger og tweets måske ikke helt falder i alles smag, så skal man ikke forvente, at det officielle Danmark på nogen måde vil lade det afspejle ved modtagelsen.

Den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton har altid været populær i Danmark. Og han havde tilsyneladende også et rigtig fint forhold til dronning Margrethe, som han skålede med, da han var i Danmark i 1997. 
Den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton har altid været populær i Danmark. Og han havde tilsyneladende også et rigtig fint forhold til dronning Margrethe, som han skålede med, da han var i Danmark i 1997.  Foto: KELD NAVNTOFT
Vis mere

»Hvad Dronningen mener privat, er ikke noget, hun vil lade skinne igennem. Hun vil takle det dybt professionelt, som hun plejer,« lyder det fra kongehuseksperten, der også mener, at det havde været utænkeligt, at Dronningen og Danmark havde takket nej til et besøg.

»Det ville være et voldsomt politisk signal at sende. Den eneste tænkelige grund er, hvis Dronningen af en eller grund helbredsmæssigt ikke kunne tåle et besøg,« siger han.

Han forklarer, at det trods Trumps begrænsede popularitet i Danmark skal ses som en stor ære, at han kommer. Især fordi USA altid har været en stærk allieret for Danmark, og at der er en god venskabelig tone mellem landene.

Der er endnu ikke meldt et officielt program ud for Trumps besøg, men ifølge Sebatian Olden-Jørgensen er det spændende, hvilken rolle kronprinsparret vil få ved besøget.

Da den amerikanske præsident George W. Bush i 2005 var på statsbesøg i Danmark, var det tilfældigvis på hans fødselsdag. Dronning Margrethe havde naturligvis sørget for, at præsidenten blev fejret med en fødselsdagskage.
Da den amerikanske præsident George W. Bush i 2005 var på statsbesøg i Danmark, var det tilfældigvis på hans fødselsdag. Dronning Margrethe havde naturligvis sørget for, at præsidenten blev fejret med en fødselsdagskage. Foto: JASON REED
Vis mere

Kronprinsparret har de senere år været mere og mere involveret ved officielle lejligheder, og det tyder ifølge Sebastian Olden-Jørgensen på, at parret gradvist bliver skubbet i stilling til en dag at skulle overtage tronen. Det så man blandt andet også ved det franske statsbesøg sidste år

»Kronprinsparret vil helt sikkert være med på en eller anden måde, selv om Dronningen uden tvivl vil have den vigtigste rolle,« lyder det fra Olden-Jørgensen, der gætter på, at Donald og Melania Trump under deres besøg formentlig vil blive inviteret ind i Dronningens private bolig på Amalienborg.

»Og så vil der ganske givet blive afholdt en gallamiddag om aftenen, hvor regeringen og højtstående diplomater vil deltage,« spår han.

Uanset hvor spændende en eventuel middag skulle blive, så rokker hverken middagen eller Trumps besøg ved, at dronning Margrethe den 3. september har planlagt at besøge det danske mindretal i Slesvig-Holsten, hvor hun vil ankomme med kongeskibet til Flensburg Havn, oplyser kongehuset.