Stedets ro og skønhed trængte ind under huden på ham. Folk var tillidsvækkende, empatiske. Alligevel kværnede hans hjerne. ‘Hvad er der galt med mig? Er jeg psykopat?’.
»Psykiateren kiggede bare på mig med venlige øjne og sagde ‘hvor skulle jeg vide det fra?’,« fortæller Knud Romer, slår ud med armene og gengiver så resten af svaret:
At han – Knud Romer – for længe havde levet på kanten. Med alkohol, marihuana, for lidt søvn.
‘Og så er du blevet blind og skilt samtidig. Hvor meget tror du, et menneske kan holde til? Du er brændt sammen.’
Vendepunkter i livet kan komme i mange former og størrelser. For Knud Romer kom det i ekstra-large.
»Jeg har mistet det hele. Min kone, børn, bil, båd, fødselsdagene, sommerferierne, hverdagene.«
»Det eneste, jeg kan se frem til, er at blive blind og ikke kunne forsørge mig selv. Du bliver jo revet tværs over,« siger han om i sommeren 2018 at lande dér. På et psykiatrisk privathospital i Nykøbing Sjælland.
I en alder af 57 år.
Livet så ellers lyst ud, da Knud Romer en regnfuld januaraften det år satte kurs mod sit sommerhus i Østerhøj ved Præstø for at færdiggøre sin længe ventede opfølger til succesromanen ‘Den som blinker er bange for døden’.
Men på vej ad de smattede hjulspor i skoven – som han kendte som sin egen bukselomme – landede han pludselig i grøften, kravlede ud af bilen og forsøgte at finde hjulsporene.
»Alt er fuldstændig sort. Jeg kan ikke se en skid. Står pludselig fanget i siv og mudder, og er helt hjælpeløs. Fuck,« fortæller Knud Romer, som ikke alene havde tabt sine briller i kampens hede. Mobilen var også død.
Han sidder i sofaen. Med det venstre – stadig ‘gode’ – øje rettet mod journalisten, en kop kaffe og piben inden for rækkevidde.
»Har du nogensinde prøvet at skrige om hjælp? Af dine fulde lungers kraft?« spørger han så.
Skovfogeden og hans kone hørte skriget. Reddede ham.
Knud Romer stod blot få meter fra hjulsporet. Men det kunne han ikke se.
Da han kort efter besøgte optikeren for at bestille nye briller, forstod han bedre hvorfor. Han var totalt blind på højre øje.
»Man tænker jo ikke over det. For hjernen og førerøjet kompenserer for det tabte,« forklarer han. Men det fandt han først ud af senere.
Forskrækket opsøgte han en privat øjenlæge, som konstaterede, at han havde grøn stær. At han havde mistet stort set alle synsnerver på højre øje og kun havde få tilbage på venstre.
‘Bliver jeg blind?’
‘Ja. Held og lykke med at indrette dig i dit nye liv, Romer’.
»Fuck mand, jeg bliver blind. Det er det eneste, jeg kan tænke. Jeg bryder sammen og begynder at græde.«
»Så siger min kone: ‘Knud, jeg kan ikke længere holde dig ud. Jeg vil skilles. Stort set samme dag. Og så står jeg på gaden med en rullekuffert. Mister hele tilværelsen på én gang,« fortæller Knud Romer.
De følgende tre måneder flygtede han ind i færdiggørelsen af sin roman, mens han boede på venners sofaer og i deres børneværelser.
»Bagefter tager jeg hjem og tigger min kone om ikke at blive skilt. Men hun vil skilles. Og så bryder jeg sammen. Af overanstrengelse, angst, alt muligt. Jeg kan ikke mere.«
Succesforfatteren ender på psykiatrisk hospital i Nykøbing Sjælland. En 57-årig nyskilt mand, der er på vej til at blive blind.
Men opholdet bliver også et vendepunkt af de gode. For det er i den proces, at Knud Romer finder ud af det, der i dag er en af hans vigtigste læresætninger. At ‘når nøden er størst, er hjælpen nærmest’.
»Og ved du hvorfor?« spørger han og svarer selv: »Først når nøden er så stor, at du ikke kan hjælpe dig selv, er du nødt til at bede andre om hjælp.«
Det var, hvad han gjorde:
Som nu den søndag, hvor hans gamle mandevenner kom kørende i kortege for at hjælpe med at tømme dét sommerhus, der var indbegrebet af hans sjæl. Der, hvor han skulle bo, arbejde og dø.
Som da hans litterære direktør på forlaget fandt, betalte for og kørte ham til det psykiatriske hospital i Nykøbing Sjælland, hvor han genfandt noget af sit fodfæste.
Som da han gik ind i en lysmast, flækkede panden og af naboer i kvarteret blev hjulpet på hospitalet.
»Jeg har ændret mit syn på mennesker fuldstændig radikalt, for jeg er omgivet af mennesker, som er så søde og hjælpsomme og indlevende, at man tror, det er løgn.«
»Jeg farer jo fucking vild, hvis det er mørkt. Men der er altid en ældre dame eller en ung mand, som spørger, ‘kan jeg hjælpe?’.«
Knud Romer smiler. Er ikke sådan at slå ud. Selvom det – for nu at sige det ligeud – pisser ham af, når folk påstår, at han er en bedrager. At han slet ikke er så blind, som han siger. Hvilket blandt andet Casper Christensen for nylig påstod i sin podcast.
»Hvorfor fanden skulle jeg lyve om det? Vil de bytte? Værsgo,« siger han og ryster på hovedet.
Gennem sit nære samarbejde med Øjenforeningen og overlæge i øjensygdomme, Miriam Kolko er Knud Romer blevet en slags ambassadør udi grøn stær. Og har helt styr på sin egen.
Han er blind på højre og har ti procents tåget syn tilbage på det yderste af sit venstre.
»Det gør, at jeg begynder at gå som en original,« griner han og fortæller, at han konstant går ind i ting. Hunde og lygtepæle.
»Jeg kommer på skadestuen konstant.«
Om han ender med at blive helt blind, vides ikke med sikkerhed. Men skrive kan han stadig.
»Læse kan jeg til gengæld ikke mere. Det er ret sørgeligt at miste alle sine stille venner,« siger han med vemod i stemmen og peger mod den omfattende væg, der er fyldt med alle de bøger, han har brugt det meste af sit liv på at samle.
Fire år er gået, siden hans liv og verden ramlede sammen og han endte på sindssygehospital. Men Knud Romer er ikke sådan at slå i gulvet.
»Når hele lortet bliver taget fra dig på én gang, når den, du elsker, pludselig er sammen med en anden mand, dine børn ligger i hans swimmingpool, og du kun kan se frem til at blive blind og måske ikke forsørge dig selv, så mister du den identitet, du havde.«
»Den kan jeg aldrig få tilbage. Jeg er ikke mig selv mere. Så det er sådan et efterliv, jeg lever.«
»Men jeg nægter at give op og lægge mig i fosterstilling og er taknemmelig over det, jeg har: mine venner og min skidesøde kæreste. Og hvem ved, måske kan min historie hjælpe andre?«
