Stod det til ham, kunne han egentlig godt tage billetten nu. For som han siger: 'Herregud, jeg er jo 83'.«
Men noget holder igen. Forhindrer teaterkongen Klaus Pagh i at gennemføre sit livs sidste forestilling. Noget, der kaldes kærlighed.
»Jeg er faktisk ligeglad med at leve. Men for min families skyld kæmper jeg for at holde mig i live. Det er de glade for. Siger de i hvert fald.«
Et lille lusket smil snor sig om hans rynkede mund. Øjnene – der knap kan se længere – funkler drilsk. Trods et år i helvede har Klaus Pagh humoren i behold.
Gårdhunden Polly tager imod i lejligheden i Hellerup. Gør højlydt, viser tænder.
»Det er alle de hjemmehjælpere, der kommer rendende, der gør hende tosset. De kommer fem gange om dagen og skifter ble på mig,« forklarer han usentimentalt, da han selv triller ind i stuen.
Han er hjulpet på vej af sin rollator. Og sin store kærlighed, Usanee. Eller Nan, som han kalder hende. Hende, han holder sig i live for.
Midt i stuen står en kørestol. Det er i dén, han normalt tilbringer sine dage. Nu hjælpes han ned i den hvide sofa. Ved siden af akvariet.
»Jeg plejer ikke at kunne se det,« siger han så og nærstuderer de små røde og blå fisk, der lever et lige så lille og ensformigt liv, som hans eget er blevet.
Efter flere årtier i rampelyset som charmør og levemand blev lyset slukket i hans farverige liv sidste sommer.
Sammen med 38-årige Nan og sin nu 14-årige adoptivdatter Pawarisa var Klaus Pagh på et drømme-krydstogt fra Buenos Aires til Rio.
Men voldsomme smerter holdt ham i køjen hele turen. Dødssyg blev han fløjet hjem fra Rio. Kroppen blev scannet.
»De så, at min mave var fuld af kræft, og så var det ellers babu-babu på Herlev Hospital, hvor jeg blev opereret hele to gange. Jeg fik også en blodprop i hjertet og to gange lungebetændelse.«
Han ryster på hovedet ad sin egen sygdomshistorie. Som om han har svært ved at tro, at den kan være sand.
»Lægerne sagde farvel og tak, han dør. Men det gjorde jeg så ikke. Efter nogle måneder vågnede jeg op og var frisk. Altså nogenlunde. Og nu kæmper jeg for at få mit liv tilbage.«
Et liv, der unægtelig er en skygge af dét, der var engang.
»Ja,« indrømmer han med et skuldertræk. »Men det liv kan man jo ikke blive ved med. Og specielt ikke nu, hvor jeg er 83.«
»Jeg har været skidefrisk hele tiden, og så lige pludselig kommer det hele på én gang. Livet er sgu ikke så sjovt længere,« siger han ligeud.
Ud over Nan og Pawarisa og sine øvrige tre børn ser han kun vennerne, når de kommer på besøg, eller Nan kører ham ud til dem.
Men Klaus Pagh er ikke kun gangbesværet. Synet er næsten helt forsvundet.
»Jeg kan ikke se dig,« forklarer han. »Medmindre du kommer helt tæt på. Og det tør jeg ikke.« Så griner han.
Klaus Pagh læner sig frem i sofaen. Drikker en tår af kaffen, som Nan har gjort klar til ham.
Hun har fortrukket sig til et af værelserne. Er selv syg på andet døgn, men klar til at rykke ud af sengen, så snart hendes mand har brug for hendes hjælp.
»Hvis jeg ikke havde Nan, så var jeg død. Hun har holdt liv i mig,« siger han med taknemmelighed i stemmen.
»Faktisk skulle jeg have været død for længst. Og jeg ville helst være død. På et vist tidspunkt kunne jeg ikke holde det ud.«
»Men nu har jeg det pragtfuldt. Jeg bliver jo forkælet,« smiler han.
Spørger man Klaus Pagh, om der er ting, han drømmer om at nå i den bid af livet, der er tilbage, ryster teaterkongen på hovedet.
»Næh. Jeg er 83. Jeg kan ikke nå noget. Jo, jeg kunne da sagtens lave en forestilling mere, hvis det skulle være.«
»Men siden jeg stoppede efter 35 knaldudsolgte succesforestillinger, er der ikke én, der har spurgt, om jeg ville lave en forestilling for dem.«
»Gør det mig ked af det? Ja, gu gør det. Eller måske ikke ked af det, men skuffet,« siger han om den manglende anerkendelse fra branchen.
Til gengæld har Klaus Pagh for længst fået styr på dét, der bliver hans allersidste forestilling. Døden.
»Der kommer en meget smart amerikansk melodi i kirken. 'I Believe I Can Fly' hedder den vist. Den spiller de til sidst, for jeg tror, at jeg kan flyve, når jeg er død.«
»Men det ærgrer mig, at jeg ikke kommer til at høre den. Det er dét eneste, jeg er ked af.«
Musikken til sin egen begravelse er ikke det eneste, som Klaus Pagh allerede har iscenesat.
Gravstenen bestilte han for år tilbage, hvor han troede, at han skulle dø.
»Jeg må hele tiden ringe til firmaet og tjekke, om de har den stående endnu. 'Bare rolig', siger de. 'Vi mangler stadig årstallet'.«
Kaffen er skiftet ud med en pilsner. Let pilsner.
»Det glas kan jeg sjovt nok godt se,« griner han med reference til sit næsten ikke eksisterende syn. Ligesom han griner og joker med døden.
»Én gang skal man jo dø,« siger han med et lunt smil.
Sognepræst Sørine Gotfredsen skal forestå begravelsen. Hende kan Klaus Pagh godt lide.
Den skal foregå i Frederiksberg Kirke. Her – under gamle skyggefulde træer – skal hans gravsten også stå. Lige over for de teatre, hans hjerte altid har banket for.
»Jeg håber, at alle de mennesker, der har været dér til mine forestillinger, også kommer til min sidste forestilling.«
Spørger man 83-årige Klaus Pagh, om han slet ikke frygter døden, svarer han prompte 'overhovedet ikke'. Men det er ikke et emne, han taler med sin 45 år yngre kone om.
»Jo, jeg gør. Men hun vil helst ikke snakke om det. Jeg tror, hun bliver ked af det, når det sker. Men der er ikke så meget at rafle om. Døden er det eneste, du kan være sikker på.«
