Sidste år gik Kirsten Siggaard og hendes mand gennem 38 år hver til sit. Nu nyder hun livet som single, fortæller hun.
Den kendte sangerinde afslørede tidligere på året, at hun og ægtemanden, Jørgen Andersen, var blevet skilt. De havde ikke boet sammen gennem længere tid og valgte til sidst at tage konsekvensen.
»Vi var venner, og så er det dumt, når jeg alligevel har boet for mig selv i snart to år. Hvis der så skulle dukke en op, så ville vedkommende få skylden for, at 'det var derfor'. Selv om det ikke er sådan, det forholder sig, så vil der altid være nogle, der nok vil synes, at 'det var da lidt sjovt', og det er der ikke nogen, der fortjener,« sagde hun dengang til B.T.
Parret har hele tiden understreget, at de stadig er gode venner.
63-årige Siggaard er lige nu aktuel i sommerrevyen i Sommerlyst i Korsør, og hendes eksmand, Jørgen, var med til premieren. Til Billed-Bladet fortæller hun, at hun har det godt med at være alene.
»Det er ikke kedeligt at være single. Det er faktisk, som det plejer at være. Jeg har altid haft et behov for at være mig selv i perioder,« siger hun til ugebladet.
I foråret kom det frem, at den tidligere grandprixvinder risikerede at blive blind på det ene øje, fordi hendes syn gradvist blev dårligere og dårligere på grund af en fejl på nethinden. Nu fortæller hun til ugebladet, at det heldigvis går meget bedre med øjet. Før havde hun kun 40 procent syn, men nu er hun helt oppe på 70 procent og behøver faktisk ikke gå med briller hele tiden.
Kirsten Siggard slog igennem i 80'erne, hvor hun flere gange deltog i Dansk Melodi Grand Prix sammen med musikeren Søren Bundgaard. De vandt sangkonkurrencen tre gange med numrene, 'Det' lige det', 'Sku' du spørg' fra no'en' og 'Ka' du se hva' jeg sa'.
Sammen med Jørgen Andersen har Kirsten Siggaard to voksne sønner, Kasper og Mads.