For to år siden fik Kirsten Siggaard konfetti i øjet og pådrog sig en ubehagelig hornhindebetændelse. Nu er den igen gal med sangerindens øjne – og denne gang skal hun opereres, hvis hun ikke skal miste synet helt.

Det fortæller den 63-årige grandprix-legende til ugebladet Tæt På.

»Jeg mister synet lige så stille. Det er en fejl inde bag nethinden, så det er en større operation. Jeg skal have klippet glaslegemet ud, have laserbehandling på bagsiden, og der skal fyldes noget gas ind. Jeg tager ikke sorgerne på forskud, sådan at jeg går og graver mig ned. Men jeg er da lidt spændt på det,« siger Kirsten Siggaard.

Operationen bliver gennemført senere på måneden, hvorefter sangerinden skal holde sig i ro i tre til fire uger.

At der var et problem med øjnene, opdagede hun, da hun ikke længere kunne læse skilte.

Det er ikke første gang, Kirsten Siggaard døjer med øjenproblemer. I 2016, da hun medvirkede i 'Vild med dans', havde hun en uheldig oplevelse til en prisuddeling i Odense, som efterlod hende med klap for øjet.

Sangerinden havde været dommer i en konkurrence, som sluttede med, at vinderen blev badet i konfetti. Men under oprydningen, hvor papirstumperne skulle fejes op, blev de sammen med støv og snavs hvirvlet op i ansigtet på Kirsten Siggaard, som efterfølgende oplevede smerter i det ene øje.

Efter et besøg hos øjenlægen stod det klart, at konfettien havde forårsaget en alvorlig hornhindebetændelse.

'Vild med dans'-deltageren måtte derfor danse med klap for øjet, mens hun og Thomas Evers Poulsen trænede fredagens rumba med dæmpet belysning for at skåne øjet.