Comeback: Den populære skuespiller Kirsten Lehfeldt måtte i sidste måned trække sig fra en teaterforestilling på grund af stress. Nu er hun tilbage, klar til at underholde hele sommeren i Tivoli.

Blackout, glemte replikker, aflyste forestillinger.

I sidste måned måtte den folkekære skuespiller Kirsten Lehfeldt midt i turneen trække sig fra teaterforestillingen ’Inden jeg fylder 67’ grundet alvorlige stresssymptomer.

Den 65-årige skuespiller, kendt for især sit samarbejde med Søs Egelind, havde hovedrollen i forestillingen og skulle ifølge teaterchef Erling Mølgaard fra Landsteatret hver aften fremføre en næsten to timers lang monolog, men allerede under premieren i januar, gik det galt.

Hun fik blackout på scenen og glemte sine replikker og var i første omgang sygemeldt i en uge. Hun kom tilbage og gennemførte en lang række forestillinger, men måtte i starten af marts så kaste håndklædet i ringen og overdrage rollen til kollegaen og instruktør på stykket Pia Rosenbaum.

Dengang forklarede Erling Mølgaard hendes aflysning med, at hun havde fået sceneskræk, og at hun kampsvedte, før hun skulle på scenen, hvilket Kirsten Lehfeldt hurtigt dementerede overfor BT.

»Jeg har det godt og fejler intet fysisk. Jeg har ikke sceneskræk og har gudskelov heller ikke haft det. Jeg kampsveder ikke så bare rolig. Jeg har stresssymptomer, som jeg lytter til og har taget konsekvensen af. Pia Rosenbaum har overtaget min rolle og spiller turnéen til ende. Jeg har nu fået den ro og hvile som mit hoved og min krop har behov for lige nu,« lød det den 7. marts.

Nødvendigt at trække stikket
Og nu er der heldigvis godt nyt. Mandag formiddag holdt Tivoli i København pressemøde for deres kommende sommershow ’Mor og far sidder i grøften’ med Peter Frödin, Anders W. Berthelsen, Mia Lyhne og netop Kirsten Lehfeldt i hovedrollerne, og sidstnævnte kunne berolige de tilstedeværende med, at hun er tilbage på toppen, klar til at underholde hele sommeren.

»Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til det, der er ikke andet at sige, end at jeg har det rigtig godt. Jeg er tilbage. Det var meget godt, at jeg trak stikket på det tidspunkt, jeg gjorde. Jeg har været stressramt før for 30 år siden, så jeg ved godt, hvad det er for nogle signaler, man ikke skal sidde overhørig. Så det gjorde jeg i tide, så jeg har haft god tid til at vende tilbage,« smilede hun.

Hun har overfor Realityportalen tidligere forklaret sit blackout med presset op til premiereforestillingen i januar.

»Jeg er ikke 25 år længere, og jeg skal til at acceptere, at jeg ikke kan arbejde på samme måde.«

Gamle venner mødes
Det kommende Tivoli show spilles fra den 23. maj i Glassalen, og det er en gammel drøm for de fire skuespillere at stå på scenen sammen.

Peter Frödin blev sidste år i anledningen af den gamle haves 175 års fødselsdag spurgt, om han ville sætte et hold sammen til en forestilling og valget faldt på tre gamle venner, som altid har snakket om at lave noget på et tidspunkt.

»Anders (W. Berthelsen, red.) og jeg har kendt hinanden i 20-30 år. De andre har jeg også kendt rigtig længe, så det er fedt at få lov til at arbejde sammen med nogen, man er venner med. Det skabet et trygt og kærligt arbejdsmiljø,« lyder det fra Peter Frödin og forklarer, at forestillingen bliver en blanding af sketches og sange baseret på hele Tivolis 175 års lange historie.

Forestillingen kører til og med den 22. juli, hvilket betyder udskudt sommerferie for de involverede.

Udskudt sommerferie
»Man er altid klar til at aflyse en sommerferie,« griner Anders W. Berthelsen.

»Ja, det går jo ud over min børns sommerferie, så vi bliver nødt til at lave noget ordentligt,« tilføjer Mia Lyhne og afslører, at hun ville have været på friluftsferie i Norge med sine to tvillingepiger.

Kirsten Lehfeldt regner også med at tage en tiltrængt ferie, når sommershowet er veloverstået. Hun har ikke de store rejseplaner, men regner med at tage i sommerhus og slappe af med familien.

»Det bliver bare stille og roligt. Først og fremmest glæder jeg mig til at tage fat på Tivolis historie. Vi har seks uger til premieren, så vi har masser af tid til at udvælge de bedste ideer, og da vi alle fire griner af de samme ting, er det et drømmescenarie.«

’Mor og far sidder i Grøften’ har premiere den 23. maj.