Kim Larsen blev ofte beskyldt for at være en dårlig far. I bogen 'Kim Larsen – Mine unge år' åbner musiklegenden nu op for forholdet til sin egen far, der ofte var på frysepunktet.

'Han var ikke ond, min far, han sørgede bare så dårligt for os, at da han forsvandt ud af mit liv, føltes det hverken som et tab eller savn.'

Sådan beskriver Kim Larsen i bogen forholdet til sin far, Alfred M. Larsen, der forlod ham, hans mor og storebroderen Tore, da Kim Larsen var helt lille.

Når han i bogen fortæller om sin far, tager han det forbehold, at han har fået mange af historierne viderefortalt af sin mor, der blev forladt med to små børn, og at det derfor skal læses sådan.

En ung Kim Larsen fra bogen 'Mine unge år'.
En ung Kim Larsen fra bogen 'Mine unge år'. Foto: Pressefoto
Vis mere

Han lærte aldrig rigtig at kende sin fars side af familien, der i bogen bliver omtalt med et enkelt besøg hos sin farmor og farfar.

Hans farfar var ifølge moderen en 'drikfældig mand'. Hans far var kulturel nysgerrig, læste bøger og spillede på klaver og opkaldte Kim efter romanen 'Kim' om en forældreløs dreng, der 'vagabondede' sig igennem livet.

'Jeg har aldrig været nysgerrig efter at vide mere om min far og har ikke haft kontakt til ham senere i livet,' fortæller Kim Larsen videre i bogen og mindes en episode, da han var tre år og røg på hospitalet med lungebetændelse.

Han var alene hjemme med sin far, det var vinter, og nu syntes faderen, at den lille Kim skulle hærdes.

Bogen 'Mine unge år'.
Bogen 'Mine unge år'. Foto: Pressefoto
Vis mere

Han blev lagt til at sove med et tyndt tæppe ved siden af et åbent vindue og fik deraf feber.

»Han er et skravl. Han bliver aldrig til en skid,« havde faderen sagt til moderen, da hun opdagede, hvad der var sket.

'Jeg husker ikke min far for noget varmt og godt, og jeg kan ikke mindes, at han en eneste gang tog mig op og holdt om mig eller fortalte en historie for mig. Jeg forbinder ham kun med kulde, bogstaveligt talt.'

Kim Larsens forældre blev skilt, da han var fem år gammel, og siden havde de nærmest ingen kontakt.

En ung Kim Larsen. Før han fik anderumpe og begyndte at interessere sig for cykler og piger.
En ung Kim Larsen. Før han fik anderumpe og begyndte at interessere sig for cykler og piger. Foto: Pressefoto fra bogen 'Mine unge år'
Vis mere

Han fortæller i bogen om engang i 1980'erne, da han er på turné og skal spille i Marstal på Ærø i det sydfynske øhav og får at vide, at hans far bor oven på arrangøren.

Koncertarrangøren fortæller Kim Larsen, at hans far er blevet en gammel sur mand, der banker med et kosteskaft i gulvet, hver gang der bliver spillet Kim Larsen-musik.

Han havde nævnt for faderen, at hans søn kom til øen for at spille, og om han ikke ville have en fribillet, men det havde han afvist med ordene 'Aldrig i livet. Jeg skal kraftedeme ikke ind og høre det lort'.

Kim Larsen selv blev far til seks børn med tre forskellige kvinder. I medierne er det igennem årene beskrevet, hvordan han ikke havde meget kontakt med de fire ældste, men i stedet holdt sig til sin sidste familie i Odense.

Da han døde den 30. september tidligere i år, lød meldingen fra Kim Larsens bagland, at hele familien dog var samlet til det sidste.

'Kim Larsen – Mine unge år' er ude nu.

Forfatteren Jens Andersen med Kim Larsen i foråret 2018.
Forfatteren Jens Andersen med Kim Larsen i foråret 2018. Foto: Pressefoto
Vis mere