Mandag var det et år siden, at Kim Larsen døde, og hele Danmark sagde farvel til deres nationalskjald. Dengang stoppede komikeren Andreas Bo med at parodiere Kim Larsen og sagde nej til alle tilbud.

Andreas Bo afslører også over for B.T., at Kim Larsen rent faktisk så og kommenterede hans velkendte fortolkning.

Den kunne hele Danmark opleve i det satiriske sketchshow 'Live fra Bremen', der fra 2009 til 2013 tog Danmark med storm. Andreas Bo blev dengang kendt for at være ham, der spillede kendte danskere og særligt originalerne.

Folk som Ole Thestrup, Kurt Thyboe, Thomas Blachman og netop Kim Larsen blev fortolket ud i det ekstreme.

Andreas Bo ramte Kim Larsen meget godt, ifølge Kim Larsen, siger Andreas Bo selv.
Andreas Bo ramte Kim Larsen meget godt, ifølge Kim Larsen, siger Andreas Bo selv. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Da B.T. møder Andreas Bo på den røde løber ved gallapremiere på komedien 'Jagtsæson', fortæller Andreas Bo, at Kim Larsen var fuldt bevidst om scenerne og kunne lide dem.

»Jeg havde været med i 'Live fra Bremen' og stod backstage til en stor koncert og skulle præsentere forskellige kunstnere«

»TV-2, Medina, Rasmus Seebach, Kim Larsen kom. Jeg fik så at vide, at Kim Larsen var blevet spurgt, om han havde set min parodi.«

Og Kim Larsen havde svaret, og Andreas Bo gentager med Larsensk københavnerdialekt:

»Knægten har fat i et eller andet.«

Ikke nok med det. Kort efter Andreas Bo havde modtaget Kim Larsens ros, kom Steffen Brandt over og sagde på underspillet jysk:

»Nu ikke for noget, min ven. Det er meget imponerende, det du laver.«

Andreas Bo fortæller, at hans karriere peakede den dag.

Kim Larsen, som vi kendte ham, med en øl og en smøg.
Kim Larsen, som vi kendte ham, med en øl og en smøg. Foto: Bent K Rasmussen
Vis mere

»Jeg kunne gå på pension med to børn og ros fra Steffen Brandt og Kim Larsen. Jeg ved, at Kim Larsen har set det. Er du sindssyg, det er fedt.«

Det var Lasse Rimmer, der skrev parodierne til 'Live fra Bremen', og Andreas Bo var så nervøs, at han holdt sig til teksterne uden at improvisere.

»Det er Lasses fortjeneste. Jeg skylder ham en kæmpestor tak,« siger Andreas Bo, der stadig bruger dem ved festlige lejligheder.

Men bare ikke i perioden efter, at Kim Larsen døde.

»Lige da han døde, blev jeg spurgt, om jeg havde lyst til at stille op til det ene eller det andet i tv, men jeg sagde: 'Næh, det har jeg ikke.' Det var for tidligt. Jeg stoppede også med at lave ham til firmaunderholdning.«

»Nu er jeg så begyndt at bruge ham igen,« siger Andreas Bo, der er ked af, at originalerne forsvinder.

»Vi har Peter Aalbæk og Jim Lyngvild, og heldigvis for det. Men folk bliver mere og mere strømlinede. Enten er folk røvkedelige, eller også bliver de realitystjerner. Undskyld jeg siger det.«

Kim Larsen døde 72 år gammel den 30. september 2018.