Tidligere DR-vært Tine Gøtzsche røber nu navnet på den nye mand i hendes liv.

Allerede tilbage i januar i år afslørede hun i et interview med ugebladet SØNDAG, at hun havde fået en kæreste.

Dengang var hun dog ikke meget for at sætte navn på sin kærlighed.

Nu har Tine Gøtzsche efter 22 år sagt farvel til Danmarks Radio.

Måske derfor er den 51-årige journalist klar til at fortæller verden, at hun er faldet for forfatteren Mads Nygaard.

Det siger hun til Se og Hør, hvor hun også fortæller, at de to stadig bor hver for sig.

»Han har børn oppe i Nordjylland, og jeg bor jo i København og har min familie her. Så vi ses ikke så meget, som alle mulige andre gør.«

Forholdet har varet et års tid og fungerer altså indtil videre som et langdistance-forhold.

Tine Gøtzsche er mor til adoptivsønnen Jakob, og kæreste og søn kommer ifølge ugebladet fint ud af det med hinanden.

I juni i år valgte den erfarne tv-journalist at forlade DR for at prøve noget nyt.

»Det er en svær beslutning at træffe, for DR er nærmest blevet en del af mit dna. Så jeg siger farvel med en blanding af vemod og stærk tro på, at både TV-Avisen og jeg selv går en lys fremtid i møde,« sagde hun dengang.

Det er endnu uvist, hvad hun nu vil kaste sig over.