Der er mange ting, som corona har sat en stopper for. Store bryllupsfester er én af dem.

Men Mia Jexen og manden kunne ikke vente på lavere smittetal.

Mia Jexen, der blandt andet har været med i '2900 Happiness' og 'Klassefesten', har sagt ja til sin kæreste gennem ti år, Mads.

Det skete lørdag 20. marts, oplyser skuespilleren i et opslag på Instagram.

Hun siger til Billed-Bladet, at parret er meget lykkeligt over nu at være gift, og at de samtidig er overvældet over, hvor meget det faktisk betyder for dem.

Til stede under vielsen, som berørte Mia Jexen dybt, var kun Mia, Mads og præsten.

Den store bryllupsfest var der nemlig ikke plads til i de her tider, og de kunne ikke vente længere med at blive ægtefolk.

Hun oplyser endvidere, at Mads friede til hende på den smukkeste snevejrsdag, da de sammen med deres piger lavede en snemand i haven.

Parret har tvillingedøtre på snart to år.