En sand rollemodel.

I dag er Jacob Risgaard en anerkendt iværksætter, og han står bag blandt andet webshoppen Coolshop. Derudover er han en af løverne i DR-programmet 'Løvens hule'.

Men hans ungdom i den lille nordjyske flække Søby tegnede umiddelbart ikke til den slags succeser.

Der var dog særligt én person, som gjorde en forskel for ham i hans korte skoletid, fortæller han i sæsonafslutningen af podcasten 'Rollemodellerne'.

Jacob Risgaard fra 'Løvernes hule' har haft rigeligt at se til under nedlukningen af Danmark.
Jacob Risgaard fra 'Løvernes hule' har haft rigeligt at se til under nedlukningen af Danmark. Foto: DR/Løvens hule
Vis mere

»Jeg var godt nok en rod, da jeg var ung,« har Jacob Risgaard tidligere fortalt til B.T.

Han blev smidt ud af børnehjemmet, som han boede på, og senere også skolen, da han 'drak bajere i frikvarteret og dyrkede pot i vindueskarmen'.

Men hans held var, ifølge ham selv, at der var nogle, der 'troede på ham'.

I skolen var det hans klasselærer Kirsten, som gik den ekstra mil for at hjælpe ham.

»Jeg blev smidt ud af børnehjemmet, fordi jeg lavede for meget ballade, og fik så en meget lille lejlighed tæt på. De morgener, hvor jeg ikke dukkede op i skolen, dér stod Kirsten pænt og bankede på,« fortæller Jacob Risgaard i podcasten, som har Bjørn Vestergaard Barfoed i værtsrollen.

Men trods klasselærerens ihærdige indsats blev nordjyden smidt ud af skolen som 14-årig.

Også under denne oplevelse stod Kirsten ved hans side.

»Jeg var lige blevet smidt ud af skolen, og dér græd hun faktisk. Det var jo bare hendes arbejde, men at jeg betød så meget for hende, det kom bag på mig,«.

Det har været et stort drive for Jacob Risgaard senere i livet, at han ville vise sin morfar, som var hans rollemodel i hjemmet, og folkeskolelærer Kirsten, at han 'sgu godt kunne gøre dem stolte'.

»Unge mennesker kommer på sidespor, hvis de ikke har nogen, de har lyst til at gøre stolte,« siger nordjyden, hvorefter han fortsætter:

»At have sådan nogle mennesker, tror jeg, er næsten altafgørende i et liv.«

Jacob Risgaard, som havde sin første succesforretning som 18-årig og senere gik på røven med den, er i dag god for 30 mio. kroner.