Når man er model, skal man forvente masser af opmærksomhed omkring sit udseende, og når man ovenikøbet hedder 'Beckham' til efternavn, så vil interessen næsten ingen ende tage.
Det må den 18-årige Romeo Beckham sande, efter at han forleden delte et billede på Instagram af sin første forside nogensinde.
Siden er det nemlig væltet ind med tusindvis af kommentarer, mens medier verden over ligeledes har beskrevet kendissønnens udseende.
Et udseende, der har vakt opsigt, fordi Romeo Beckham ligner sin far, David Beckham, opsigtsvækkende meget sammenlignet med fodboldspillerens yngre år.
Romeo Beckham har arbejdet som model i årevis, men det er som nævnt hans første magasinforside.
Forsiden er at finde hos L'Uomo Vogie, og billedet er - ifølge People - taget af fotografduoen Mert Alas og Marcus Piggott.
På forsidebilledet har kendissønnen et alvorligt udtryk og er iført en grøn striktrøje og sko fra Prada. Han har sin ene hånd placeret i sit hår.
Og det er netop håret, som er en af årsagerne til, at mange mener, at han ligner sin far. Da 45-årige David Beckham var på toppen af sin fodboldkarriere, havde han nemlig en lignende frisure.

Romeo Beckhams opslag har i skrivende stund fået over 245.000 likes.
Blandt kommentarerne kan man se, at Nicola Peltz, der er forlovet med Romeo Beckhams storebror, Brooklyn Beckham, har skrevet.
Hun har skrevet: 'Utroligt' og tilføjet en flamme-emoji.
Forsidebilledet er ikke det eneste billede, som Romeo Beckham har delt. Han har også delt en række billeder, som kan findes inde i bladet.
Se et par ekspemler herunder:
Det er ikke kun Romeo Beckham selv, der er stolt af sine billeder.
Både David Beckham og Romeo Beckhams mor, den tidligere 'Spice Girl'-stjerne Victoria Beckham, har delt billeder og videoer fra sønnikes photoshoot.