49-årige Lasse Rimmer og 27-årige Line Hoffmeyer er gået fra hinanden og skal skilles.

Det oplyser begge parter på deres respektive sociale medier.

»Det er med tunge hjerter, at Lasse og jeg kan fortælle, at vi ikke længere danner par,« skriver Line Hoffmeyer på Instagram og fortsætter:

»Nogle gange sker livet bare, kriser rammer og tingene går ikke altid, som man håbede, troede og ønskede.«

Line Hoffmeyer skriver endvidere, at hun og Lasse Rimmer det seneste år har »stået i en stor krise, som de ikke har formået at kunne løse som et team«.

»Og det tager vi nu konsekvensen af,« skriver hun og fortsætter:

»Jeg har givet vores forhold alt det af mig selv, jeg kunne og mere til. Jeg har gjort alt, hvad der har stået i min magt for Lasse, vores forhold og hans døtre, men har også måtte erkende, at jeg nu ikke har mere at give af.«

Line Hoffmeyer understreger, at hun og Lasse Rimmer skilles som venner, og at det hverken er utroskab eller andre uærligheder, der er årsagen til bruddet.

Det samme understreger Lasse Rimmer på sin Instagram, hvor han blandt andet kalder bruddet for 'en mindelig skilsmisse':

»Jeg er stadig fuld af kærlighed til den kvinde, der har gjort livet lysere og gladere for mig og mine i flere år. Du har gjort mit liv så meget bedre, Line.«

Lasse Rimmer og den hjertesyge Line Hoffmeyer blev kærester i 2015 og gift 24. august 2019.

De har ingen fælles børn, men har været åbne om, at det ikke skyldes manglende forsøg, og det nu tidligere par har sågar også været gennem flere fertilitetsbehandlinger.

Behandlingerne blev dog i maj sat i bero som følge af 'ydre omstændigheder', forklarede Line Hoffmeyer dengang.

B.T. har været i kontakt med begge parter, som umiddelbart ikke ønsker at uddybe.