Kardashian-søsteren har været meget påvirket af sin akne.

Hun lever umiddelbart det glamourøse liv med både penge, fans og stor succes som model, men det hele har ikke altid været nemt for Kendall Jenner. Det afslørede hun i søndags, hvor hun stod frem og fortalte om sin hårde kamp mod akne og uren hud.

 

Allerede lørdag teasede Kris Jenner på sin Instagram-profil for, at datteren ville fortælle en ærlig og hård historie, og hun roste samtidig datterens mod og sårbarhed. Da afsløringen om aknen så kom, blev Kendall Jenner mødt af stor kritik, fordi det er ret almindeligt – og fordi den store afsløring kom som et led i et nyt samarbejde med Proactiv.

Men det er noget, som Kendall Jenner har været meget påvirket af i sin ungdom, og alle søstrene har delt hendes smerte. Det fortæller hun til E! News.

»De sad og græd sammen med mig, når jeg græd over det. De fleste af mine søstre har virkelig smuk hud, og det var hårdt at se på som en ung pige. Da jeg var lille, så jeg kun op til mine søstre, der var smukke og havde fantastisk hud,« siger hun blandt andet og fortsætter:

»Hvad sker der med mig? Hvorfor lige mig? I er alle fantastiske, og jeg skal kæmpe,« siger Kendall, der blev ramt af akne og den efterfølgende usikkerhed, da hun var 14 år gammel.

 

I interviewet slår hun fast, at hun tog beslutningen om ikke at lade aknen kontrollere hende, og selv om det var hårdt, da hun sprang ud som model, så klarede hun sig igennem dem. Men det havde hun aldrig klaret, hvis ikke hun havde haft sine nærmeste hos sig.

»Hvis jeg ikke havde så mange gode mennesker omkring mig – mine venner og min familie – så ville jeg ikke have den selvtillid, der gjorde det muligt at børste det af mig og komme videre,« fastslår hun.

 

Artiklen blev bragt i samarbejde med Realityportalen.dk