Selvom man er en af verdens bedst betalte modeller, kan man stadig have brug for hjælp fra Photoshop.

Det er i hvert fald, hvad Kendall Jenner bliver beskyldt for, efter hun på sin Instagram har delt billeder fra en kampagne for undertøjsfirmaet Skims.

Selvom det ikke skorter på likes og beundrende kommentarer, er det ikke alle brugere, som er lige begejstrede.

Især én Instagrambruger er kritisk.

»Kendall er tydeligvis meget smuk, men det her er ikke hendes virkelige proportioner. Faktisk er det ingens virkelige proportioner. Lad være med at sammenligne dig selv med disse kraftigt redigerede billeder. Ikke engang Kendall ser sådan her ud i virkeligheden,« skriver brugeren problematicfame og uddyber:

»Ingens navle er bare en lille spalte, og ingen har en fuldstændig flad mave 24 timer i døgnet syv dage om ugen.«

Hovedpersonen selv har reageret på virakken med et kryptisk tweet.

»Jeg er en ekstrem heldig pige. Taknemmelig for alt, hvad jeg har. Men jeg vil have, I ved, at jeg også har dårlige dage, og jeg hører jer. I er smukke, præcis som I er. Det er ikke altid så perfekt, som det måske ser ud,« skriver hun.

Dermed bliver vi ikke meget klogere på, om hun har brugt Photoshop. Altså må vi nøjes med at kigge på billederne og lave vores egen vurdering.