Det er nu præcis et årti siden, at David Bowie gik bort.

Men én, der fik fornøjelsen af at møde den legendariske musiker personligt, er danske Keld Heick – og han nåede sågar at frygte for et sagsanlæg bagefter.

For tilbage omkring årtusindskiftet var Keld Heick fast vært på DR 1-programmet 'Musikbutikken', hvor han gennem fire år havde kendte gæster i studiet.

»Der var aldrig problemer – bortset lige fra dengang,« siger Keld Heick med et grin til B.T. om dengang, det var David Bowie, der var gæsten.

For dengang tilbage i 1999 var det lykkedes at få den britiske rockstjerne med i 'Musikbutikken'.

»Det var en stor fangst! Vi var rigtigt glade for at få sådan en stor stjerne med!« siger Keld Heick om oplevelsen.

Keld Heick plejede i DR-programmet 'Musikbutikken' selv at synge og spille med sine kendte gæster i det musikalske talkshow – som her, hvor Grethe Sønck og Birthe Kjær var med tilbage i 2001.
Keld Heick plejede i DR-programmet 'Musikbutikken' selv at synge og spille med sine kendte gæster i det musikalske talkshow – som her, hvor Grethe Sønck og Birthe Kjær var med tilbage i 2001. Foto: Mogens Flindt / Ritzau Scanpix

»Bowie var lidt anderledes, men meget sød og venlig, der var ingen sure miner eller noget, han rynkede på næsen af.«

Til gengæld havde David Bowies management stillet klare krav forinden deltagelsen.

Ikke mindst havde holdet bag verdensstjernen sagt nej til at ville deltage i DR-programmets faste indslag, hvor Keld Heick jammer med gæsten.

»Jeg havde ellers øvet mig flittigt, for det kunne jo være, jeg kunne lokke ham,« forklarer dansktopstjernen.

David Bowie har skiftet udseende en del gennem tiden, men i 1999, hvor han besøgte Keld Heick i 'Musikbutikken', havde han langt, mørkebrunt hår.
David Bowie har skiftet udseende en del gennem tiden, men i 1999, hvor han besøgte Keld Heick i 'Musikbutikken', havde han langt, mørkebrunt hår. Foto: Eric Feferberg/AFP/Ritzau Scanpix

Men da chancen bød sig til alligevel at trumfe den »sædvanlige, lille hyggedel« ind, greb Keld Heick den – godt bakket op af resten af den håbefulde redaktion.

»Så fik jeg overtalt Bowie til at synge lidt fra den nyeste plade, hvor jeg spillede guitar til, men så gik der lige 10-15 sekunder, så kom hans manager stormende ind og sagde 'stop øjeblikkeligt!'« fortæller Keld Heick med et grin.

»Bowie var med på den, men det var hans manager slet ikke. Det er jo også ham, der skal være bussemand,« medgiver dansktopstjernen.

»Han havde en aftale med Bowie om, at han ikke måtte synge til andet end de to nye indspilninger, vi havde aftalt, og de havde jo selv taget deres eget rigtige akkompagnement med, så det der skulle i hvert fald ikke finde sted!«

Keld Heick var vært på DR 1-programmet 'Musikbutikken' fra 1998 til 2002, og her ses han i sin biks.
Keld Heick var vært på DR 1-programmet 'Musikbutikken' fra 1998 til 2002, og her ses han i sin biks. Foto: Thomas Sjørup / Ritzau Scanpix

Keld Heick var da også godt blevet orienteret om, at David Bowie ikke ville deltage i det ellers faste indslag i 'Musikbutikken'.

»Ja, så det var faktisk mig, der fik ham lokket på glatis,« indrømmer Keld Heick med et grin.

»Så jeg var ikke spor overrasket, da manageren stormede ind, men jeg tænkte da 'pokkers',« forklarer han og griner videre.

Manageren forlangte da også straks at få slettet optagelserne af de få sekunder, hvor David Bowie lod sig rive med i DR-programmet.

Den britiske popstjerne David Bowie gik bort for ti år siden, 10. januar 2016, efter længere tids kræftsygdom. 
Den britiske popstjerne David Bowie gik bort for ti år siden, 10. januar 2016, efter længere tids kræftsygdom.  Foto: Leonhard Foeger/Reuters/Ritzau Scanpix

»Vi parerede ordre med det samme, for vi skulle ikke risikere at komme i en dum situation med sagsanlæg, det skulle vi ikke nyde noget af, så det var bare noget med at smile og sige okay,« fortæller Keld Heick med et grin.

»Vi slettede det øjeblikkeligt, og manageren var selv med inde i kontrolrummet og se det, så der var ingen ko på isen,« forklarer han videre.

»Der var ikke noget at gøre – men det er da ærgerligt, at det ikke er gemt i arkiverne,« siger Keld Heick, der gerne selv havde genset øjeblikket en gang eller to.

I nogle versioner af den gamle anekdote med David Bowies besøg på dansk tv, så blev David Bowie dog også selv ganske fortørnet over aftalebruddet.

Keld Heick fylder 80 år i slutningen af februar, men inden da har han spillet sin sidste koncert og er gået på pension. Han og Hilda Heick slutter karrieren med den igangværende turnés sidste koncert på Portalen i Greve 6. februar 2026.
Keld Heick fylder 80 år i slutningen af februar, men inden da har han spillet sin sidste koncert og er gået på pension. Han og Hilda Heick slutter karrieren med den igangværende turnés sidste koncert på Portalen i Greve 6. februar 2026. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Men sådan husker Keld Heick det altså ikke selv.

»Det er jo mange år siden, så det kan da godt være, at han også blev sur, og jeg så ikke lagde mærke til det,« indvender han dog.

David Bowie gik som 69-årig bort 10. januar 2016 efter længere tids hemmeligholdt kræftsygdom i leveren.

Keld Heick står selv som snart 80-årig overfor at skulle på pension med sit livs kærlighed Hilda Heick. Men skulle hun gå bort først, er han fri til at finde kærligheden på ny. Læs mere om det HER.