Keld og Hilda Heick hænger uløseligt sammen for mange danskere – og det gør de ikke mindst for parret selv.
Men som snart 80-årige er i hvert fald Hilda begyndt at forberede sig – på deres begges vegne – på, at de en dag må skilles i døden.
Det fortæller Hilda Heick i et stort interview med hende og Keld Heick på tv2.dk.
Her fortæller den 79-årige sangerinde blandt andet, at hun allerede ved, at hun vil begraves i sin brudekjole.
Men selvom hun på den måde hylder sin ægtemand gennem livet i døden, så har hun altså også lagt planer for ham, hvis han skulle være den, der bliver på jorden længst.
For ifølge Hilda Heick, så skal det »nok gå« med hende, hvis Keld Heick går i forvejen. Det er snarere ham, hun er bekymret for.

Derfor må Keld altså gerne finde kærligheden igen, minder Hilda Heick sin mand om i interviewet med tv2.dk.
»Jeg har sagt til dig: 'Du må gerne finde en sød enke, hvis jeg ikke er her'. Jeg har da haft forslag til, hvem det kunne være,« siger Hilda Heick og får Keld Heick til at ryste på hovedet.
For Keld Heick tror heller ikke selv, at han ville kunne klare sig uden sin mangeårige hustru ved sin side.
»Jeg kan slet ikke forestille mig et liv uden Hilda. Jeg håber, det er mig, der først siger farvel og tak. Hvis jeg mister Hilda, så mister jeg livslysten. Det ved jeg. Jeg vil ikke kunne leve uden hende,« siger den selvudnævnte romantiker til tv2.dk.
Dansktop-ægteparret Keld og Hilda Heick er aktuelle i den nye TV 2 Charlie-dokumentar 'Keld og Hilda hånd i hånd' i anledningen af deres planlagte pension fra musikkarrieren til februar.
For nylig måtte Hilda Heick dog gøre en undtagelse og tage i byen uden Keld. Faktisk insisterede han på det. Læs mere om det HER.
