Den amerikanske popsangerinde Katy Perry er kommet i vælten igen, efter at nye beskyldninger om sexchikane har set dagens lys.

Denne gang fra en kvindelig tv-vært.

Den georgiske vært ved navn Tina Kandelaki beskylder Katy Perry for at have forulempet hende ved en fest.

Det skriver den russiske avis Rossiykaya Gazeta ifølge flere amerikanke og britiske medier.

Angiveligt skulle Perry have rørt Kandelaki nogle upassende steder samt forsøgt at kysse hende. Og selv om Kandelaki afviste tilnærmelserne, skulle Perry have fortsat.

Beskyldningerne kommer kun få dage efter, at den mandlige model og skuespiller Josh Kloss beskyldte den amerikanske sangerinde for noget lignende.

I et opslag på Instagram beskrev Kloss, der spillede sammen med Katy Perry i musikvideoen til hendes hit ’Teenage Dream’ fra 2010, hvordan han følte sig ydmyget af Katy Perry under optagelserne, fordi hun sagde til andre på settet, at hun fandt det frastødende at kysse med ham i videoen.

Desuden mener han, at hun til en fest udsatte ham for et decideret overgreb:

’…da jeg vendte mig for at introducere min ven, trak hun mine Adidas-bukser så langt ud, som muligt, så et par af hendes venner, og alle omkring os, kunne se min penis,' lød det fra modellen, der også begrundede sit opslag med, at han vil vise verden, at det ikke kun er magtfulde mænd, der er ’perverse’.

'Kvinder med magt er lige så ulækre,' skrev han.

De to sager er for øvrigt ikke første gang, at popsangerinden ryger ud i en #metoo-sag.

I 2018 klagede en deltager i American Idol over, at han fandt det grænseoverskridende, da Perry, der var dommer i showet, kyssede ham.