Lyt til artiklen

Thalia Pitzner kan risikere at miste kørekortet, efter politiet sidste år tog hende i at sidde med sin telefon i hånden, mens hun kørte på motorvejen.

Diamantdatteren har i forvejen to klip i kørekortet, og derfor skal sagen onsdag for retten.

Men noget tyder på, at Thalia Pitzner har gået og puttet med denne information derhjemme.

I hvert fald virkede hendes mor, Katerina Pitzner, overrasket  da B.T. fredag nævnte retssagen under et pressemøde på den kommende sæson af 'Vild med dans', hvor diamanthandleren medvirker.

Katerina Pitzner skal danse med Morten Kjeldgaard i den kommende sæson af 'Vild med dans'.
Katerina Pitzner skal danse med Morten Kjeldgaard i den kommende sæson af 'Vild med dans'. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

»Det var jeg faktisk ikke klar over. Det kommer helt bag på mig,« siger Katerina Pitzner.

Det er dog ikke første gang, Katerina Pitzners døtre er i vælten. De to ældste, Thalia og Elvira Pitzner, der især er kendt fra familiens reportageserie 'Diamantfamilien' har flere gange skabt røre i både de etablerede og sociale medier.

Senest er Elvira Pitzner blevet beskyldt for at købe billigt tøj i dårlige materialer fra udenlandske hjemmesider og sælge dem i sin nyåbnede webshop Pretty Like You, hvor der ellers lægges vægt på 'unikke designs med kvalitetsmaterialer' samt 'langsom bæredygtig mode'.

Beskyldninger, som diamantdatteren har afvist.

Katerina Pitzner med døtrene Thalia og Elvira på den røde løber til årets Zulu Comedy Galla.
Katerina Pitzner med døtrene Thalia og Elvira på den røde løber til årets Zulu Comedy Galla. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Elvira Pitzner, der har over 400.000 følgere på Instagram, er desuden flere gange blevet beskyldt for at filme sig selv, mens hun kører bil. Foreløbig er der dog ikke meldinger om, at der skulle ligge nogen politisager på influenceren.

Det gjorde der til gengæld, da Thalia Pitzner i 2019 blev politianmeldt for at have filmet naboens afklædte au pair gennem et vindue og delt det på sin offentlige Instagram-story.

'Thalia bor ikke hos mig, og jeg havde ingen anelse om, at hun filmede naboen, da hun var på besøg. Jeg er flov på min datters vegne og chokeret over, at hun kunne opføre sig så ubetænksomt og taktløst,' skrev Katerina Pitzner dengang i en mail til B.T.

Den nyeste sag kender hun til gengæld intet til, fortæller hun, og derfor kan hun ikke udtale sig om den.

Men hun vil gerne fortælle, hvordan det er, når man som mor står på sidelinjen, mens ens børns gøren og laden diskuteres heftigt på sociale medier og internetforaer.

»Som mor synes jeg, at det værste er, hvis det er usandheder. Det irriterer mig, for så skal man først til at rede ud og forklare, hvad sandheden i virkeligheden er. Det er det værste,« siger hun.

»Når man træder ud på den offentlige scene og laver det, vi laver, så skal man være helt klar over, at man altså stiller rumpen i klaskehøjde. Så hvis man ikke kan lide det, så skal man lade være med at træde ud på den scene. For det følger med. Og er det sjovt? Nej, det er ikke sjovt. Men det er en del af gamet, og sådan er det bare.«