Elvira Pitzner er endnu engang aktuel med en webshop.

Efter at have lukket mærket 'Dreamy By Elvira', har diamantdatteren nu valgt at kaste sig ind i et forretningseventyr med navnet 'Pretty Like You'.

Her er der ifølge folkene bag, Elvira Pitzner og Nejla Klapuh, tale om et firma, der sælger tøj i højeste kvalitet til overskuelige priser.

Ifølge kvinderne er der i webhoppen »unikke designs med kvalitets materialer«, som de skriver på hjemmesiden.

Foto: Pretty Like You
Foto: Pretty Like You
Vis mere

Brandet skriver også, at de laver »langsom bæredygtig mode«.

Firmaet har dog ikke været åbent i mere end en måned, før kritikken har fundet vej til influenceren.

B.T. har modtaget flere henvendelser fra folk, der mener at Elvira Pitzner sælger tøj fra hjemmesider som Shein og AliExpress til overpriser.

Men det preller af på Elvira Pitzner.

Det fortæller hun til B.T. på den røde løber ved Zulu Comedy Galla.

»Vi kopierer ikke styles. Vi siger ikke, at vi designer det hele selv. Vi har en silkekjolekollektion, vi selv har lavet. Vi sælger en masse lækre produkter, som vi står hundrede procent indenfor.«

Adspurgt til hvorfor billederne er præcis de samme, som sider som AliExpress og Shein bruger, forklarer diamantdatteren, at selvom billederne er ens er kvaliteten forskellig.

»Pris og kvalitet hænger sammen. Man kan få den samme vare i forskellige kvaliteter, så selvom det måske er den samme model, så fås den i forskellige kvaliteter, og det er det, man betaler for. Hvis dem, der kritiserede det, rent faktisk havde bestilt vores varer, så ville de også kunne se det.«

B.T. har sammenlignet varerne hos 'Pretty Like You' med varer, der til forveksling ligner på andre hjemmesider.

Hvad tænker du om, at folk kritiserer dig for at bruge samme styles som sider, der sælger det meget billigere?

»Vi har en masse tilfredse kunder, og det er dem, jeg fokuserer på.«

Du måtte jo lukke den tidligere virksomhed, hvad har du gjort anderledes denne gang?

»Jeg har lært en masse fra min tidligere virksomhed, så derfor er vi med inde over alt.«

Ifølge Elvira Pitzner er der i hendes nye butik tale om rigtig godt kvalitet – der er importeret fra Kina.

»Vi har en leverandør fra Kina, som vi bestiller hjem fra, og det er god kvalitet.«