Siden november sidste år har rygterne svirret om, hvorvidt hertuginde Meghan og Kate skulle være på kant med hinanden. Men til Wimbledon finale lørdag manede de to rygterne til jorden.

De to engelske hertuginder havde taget plads på tribunerne ved siden af hinanden for at se kampen mellem Meghans gode ven Serena Williams og den rumænske tennisspiller Simona Halep.

Og her lod der ikke til at være sure miner eller splid at spore.

Tværtimod var de storsmilende og snakkesalige.

Meghan Markle og hertuginde Kate til Wimbledon finalen.
Meghan Markle og hertuginde Kate til Wimbledon finalen. Foto: Laurence Griffiths / POOL
Vis mere

Rygterne om, at der skulle være uvenskab mellem de to, startede tilbage i november 2018, da Harry og Meghan flyttede ud af Kensington Palace for at skabe deres eget hjem ved Frogmore Cottage i Windsor.

I juni i år valgte prins Harry og hertuginde Meghan så at forlade en velgørenhedsfond, som de to royale brødre oprettede sammen for et årti siden - 'The Royal Foundation' for så i stedet at oprette deres egen fond.

Det er anden gang i denne uge, at Meghan kommer for at se sin veninde spille tennis.

Dette besøg resulterede dog i en kontrovers med en fan, der blev bedt af hertugindens bodyguard om ikke at tage billeder af hende.