Den engelske skuespiller Kate Beckinsale har medvirket i et stort interview med magasinet Women's Health, og det er der kommet flere kuriøse oplysninger ud af.

Interviewet handler om Kate Beckinsales sunde livsstil.

En livsstil, som bliver nødt til at være ekstrem, fordi skuespillerindens krop er 'sart' og 'følsom', fortæller hun i det lidt bizarre interview.

»Jeg tror, at nogle menneskers system er mere følsomme end andres. Hvis du fortalte mig, at du havde kvalme forleden, så ville jeg måske selv begyndte at kaste op nu,« siger hun til journalisten.

Herefter kommer hun med et opsigtsvækkende citat for at uddybe, hvor sart hendes krop er:

»Hvis jeg spiser for meget chokolade, ville det være det samme som, hvis en anden person tager kokain.«

46-årige Kate Beckinsale fortæller endvidere, at hun træner seks dage om ugen, og at hun spiser masser af proteiner før hver træning.

»Jeg er i høj grad i kontakt med min krop, så hvis jeg oplever stress, mærker jeg det højst sandsynligt også fysisk, og derfor er det ofte en god løsning for mig at gøre noget fysisk for at fjerne det (stressen, red.), siger hun og fortsætter med endnu et besynderligt citat:

46-årige Kate Beckinsale på den røde løber.
46-årige Kate Beckinsale på den røde løber. Foto: ETIENNE LAURENT
Vis mere

»Jeg tænker lidt på mig selv som en hest eller noget i den stil - at det betyder, at det er ved at være tid til, at jeg skal løbe en omgang rundt om indhegningen.«

Kate Beckinsale er bedst kendt for sine roller i 'Pearl Harbor' og 'Underworld'.

Hun blev i 2016 skilt fra sin eksmand Len Wiseman, som hun blev gift med i 2004. Før da dannede hun par med Michael Sheen. De var sammen fra 1995 til 2003. Michael Sheen er far til Kate Beckinsales eneste barn, datteren Lilly på 20 år.

Senest har hun dannet par med den 20 år yngre komiker Pete Davidson. De gik dog fra hinanden i april måned efter blot fire måneder sammen.