Katarina Pitzner havde frygtet, at hun havde sklerose. Men nu kan hun endelig ånde lettet op.

Det viser sig nemlig, at den 50-årige stjerne fra TV 2-serien 'Diamantfamilien' blot mangler D-vitamin.

»Jeg opholder mig jo slet ikke i solen, fordi jeg har haft hudkræft, så det giver supergod mening, at jeg mangler D-vitamin. Jeg er simpelthen så lettet over, at det bare er det,« siger Katarina Pitzner, da B.T. fanger hende i telefonen.

Hun har netop fået beskeden fra lægerne, men i månedsvis har hun levet i uvished.

»Jeg fik jo besked på, at det lignede sklerose. Derfor troede jeg selvfølgelig på det. Jeg var virkelig rystet. Da jeg så tre uger senere fik af vide af en anden læge, at det ikke var sklerose, troede jeg nærmest ikke på dem. Men nu er det tredje vurdering, og nu føler jeg endelig, at jeg er blevet frikendt. Det føles fantastisk,« siger hun.

Nu får hun D-vitamintilskud, men hun må stoppe med sin boksetræning.

»Jeg har også nogle problemer med seneskedebetændelse i håndleddene, så jeg har fået at vide, at jeg hellere må stoppe med min boksetræning. Det har jeg ellers været meget glad for. Men jeg må erstatte det med andre træningsformer,« siger hun.

Skleroseforskrækkelsen har givet Katarina Pitzner et andet livssyn.

»Jeg ved godt, det lyder banalt, men jeg er simpelthen så taknemmelig for mit helbred. Det skal man ikke tage for givet. Det har jeg virkelig lært på den her måde,« siger hun.