'Jeg har for en periode besluttet at gå lidt i baggrunden.'

Sådan lyder det fra diamandronningen Katerina Pitzner, der i en story på sociale medier fortæller, at hun har besluttet sig at gå ned i tid.

Hun vil for en periode skrue ned på arbejdsmængden og i stedet fokusere på sit helbred.

Beslutningen kommer, efter hun onsdag fortalte sine knap 77.000 følgere på Instagram, at hun døjer med nogle uforklarlige symptomer.

Symptomer, som lægerne i første omgang diagnosticerede som værende den alvorlige sygdom multipel sklerose.

Denne diagnose trak de dog tilbage tre uger senere, og derfor er det dog endnu uvist, hvad Katerina Pitzner reelt fejler.

'Jeg håber selvfølgelig, at de finder en naturlig forklaring på de symptomer, jeg har,' siger diamantdronningen i sin story og fortsætter:

'Jeg har besluttet, at jeg går på nedsat tid, indtil jeg er færdigudredt. Jeg vil gerne fokusere på min sundhed og mit helbred.'

Katerina Pitzner understreger, at hendes udmelding ikke betyder noget for hendes virksomhed, Diamantbørsen.

Den vil fortsat køre som normalt – blot uden diamantdronningen som frontfigur.

'Jeg er ikke helt ude af billedet, men bare lidt i baggrunden, indtil jeg ved, hvad der er op og ned,' siger hun.

Det er ikke første gang, Katerina Pitzner døjer med sygdom.

Så sent som i februar afslørede hun, at hun for anden gang havde fået hudkræft.

Allerede i begyndelsen af marts kunne hun dog dele den gode nyhed, at hun var kræftfri igen.