Han har benzin i blodet. Af den blyfri slags. Og sådan har det været, lige siden han var en stor dreng og drømte om at blive professionel racerkører.
»Men min far var en meget bestemt herre. 'Synes du ikke, at det er nok, at familien har én i rullestol?'« husker Karsten Ree, hvis søster var hjerneskadet og bundet til en kørestol, at beskeden fra faderen lød.
»Han så det som en alt for farlig sport. Og det kunne jeg jo godt se. For især dengang blev man jo slået til pindebrænde, hvis man kørte galt.«
»Det var helt normalt, at tre til fem kørere blev slået ihjel om året. Så det var åbenlyst, at det sgu var farligt,« siger Karsten Ree og har for længst affundet sig med, at han som 20-årig måtte parkere drømmen i pitten. Selv om han der allerede havde to danmarksmesterskaber bag sig.
»At være racerkører var det, jeg allerhelst ville have været. Men efter den besked har det kun været lidt for sjov. Hans ord har siddet i baghovedet. Men de har altså ikke forhindret mig i at være en vovehals,« griner Karsten Ree med drenget begejstring.
»Jeg tror sgu ikke, at det, jeg har lavet, altid har været lige fornuftigt. For jeg har altid været glad for fart.«
Glæden er synlig i garagen på Vedbæklund, hvor de mere praktiske biler godt nok holder til, men også en lille udvalgt skare af hans yndlingsbiler.
Så vidt han husker, består bilparken i dag af to Cobraer, hvoraf den ene står i Sydfrankrig, for, som han siger, »ordentlige folk har en hvert sted«, en Ford GT40, tre Ferrarier, en Panoz Le Mans, en Maserati, en Mini Cooper samt en gammel Mercedes 500 cabriolet.
Visdommen i farens ord blev Karsten Ree dog for alvor mindet om i efteråret 1999, hvor vennen Jason Watt, som Karsten Rees 'Den Blå Avis' sponserede, blev ramt af en alvorlig ulykke, der gjorde ham lam fra brystet og ned.
Men den bidrog altså også til, at Karsten Ree selv blev sendt ned i et mørkt, depressivt hul.
»Jeg havde det rigtig skidt. På det tidspunkt var der lidt ballade med nogle investeringer, og jeg stod til at skulle tage nogle tab.«
»At Jason samtidig var kommet til skade, var også en af de ting, der deprimerede mig, og som jeg nok gik og bar rundt på,« siger 75-årige Karsten Ree, som af lægerne blev sat på lykkepiller.
Seks måneder tog han dem. Med voldsomme bivirkninger. Så da han fik at vide, at han skulle tage dem resten af livet, svarede han: 'Aldrig i livet'.
»De mente, at jeg ville ende på en eller anden anstalt, hvis jeg droppede pillerne og behandlingen. Men jeg smed sgu alt, hvad der hed piller, væk. Slugte det snot, der skulle sluges rent økonomisk, og fik bygget Panoz'en om til handicapkørsel, så Jason kunne køre i den,« fortæller Karsten Ree om den håndbetjente racer, han sammen med sin teamchef, John Nielsen, fik ombygget. Helt glad ved mindet.
»Derefter kom jeg over det i løbet af nogle måneder, og jeg har aldrig set mig tilbage siden,« siger han og hentyder til bl.a. sin håndtering af tabet i Amager Bank 10 år senere.
»Men der fik man lige smagt medicinen. Så hvis nogen i dag siger depression og lykkepiller, siger jeg det, som det er: 'Hold jer væk'. Det er nemmere at tage skraldet og komme videre. Glem det og kør videre,« smiler han.
Og kørt videre har Karsten Ree gjort på alle livets baner. Måske knap så stærkt i dag, som da han var ung. Men bilerne, der kan det – dem har han.
»Jeg er ikke ked af at samle biler. De er kraftknuseme mange penge værd i dag. Jeg har nok for 30-40 millioner i biler.«
