Kanye West har fået en ny kæreste.

Måske.

Rygterne svirrer i hvert fald, efter rapperen, som i starten af året blev skilt fra Kim Kardashian, i weekenden blev set til en basketballkamp i Minneapolis med den kun 22-årige model Vinetria ved sin side.

En ganske belejlig timing, da det kun er nogle få dage siden, at der kom et billede ud af Kim Kardashian, som sad i en rutsjebane og holdt i hånd med komiker og 'Saturday Night Life'-stjernen Pete Davidson.

Ifølge Page Six skulle 44-årige Kanye og den halvt så gamle model have set hinanden i et stykke tid, hvilket i sig selv er overraskende, da det ikke er mange uger siden, at Kanye West udtrykte håb om at finde sammen med sin ekskone igen.

»Vi er ikke engang skilt endnu. Jeg vil have, at vi er sammen igen,« sagde han i podcasten 'Drink Champ' i en episode, der blev udgivet i sidste uge.

Men det har åbenbart ikke stoppet ham i at finde en ny flamme.

Ifølge mediet var modellen endda sammen med rapperen, da han optog podcastepisoden i Miami, ligesom hun også blev set til hans 'Sunday service' (søndagsgudstjenester, red.), hvor Kanye Wests eget kor synger.

Hvor Kim Kardashians liv må siges at være ganske veldokumenteret, er det mere småt med information om Vinetria.

Førstnævnte har 5.379 opslag på Instagram – og en dokumentarserie – mens sidstnævnte er en kende mere beskeden. Her må de 397.000 følgere nøjes med 12 opslag.

Vinetria er ikke den første kvinde, Kanye West er blevet kædet sammen med, efter bruddet med Kim Kardashian.

Den 35-årige model Irina Shayk blev rygtet sammen med rapperen, efter hun var med til hans fødselsdagsfejring i Frankrig i juni.

Ifølge Peoples kilder var der dog aldrig for alvor noget seriøst mellem de to, og de skiltes på venskabelig fod.

Om der denne gang er mere bund i de kærlige rygter, må tiden vise.