Der var lagt op til det helt store, da der lørdag blev holdt fire års fødselsdagsfest for realitystjernen Kim Kardashians datter, Chicago.

Men en person var ikke inviteret – nemlig Chicagos far, Kanye West, der har et mildest talt turbulent forhold til datterens mor. Han sneg sig dog alligevel med til festen.

Det fortæller Kanye West i en video, som er lagt op af TMZ. Her fortæller rapperen, at han var begejstret for at have deltaget i datterens fest.

Men det fremgår også, at hans ekskone, Kim Kardashian, tilsyneladende ikke havde ønsket hans tilstedeværelse.

Kanye West ses nederst i billedet i sort, mens Kylie Jenner har pink tøj på. Kim Kardashian skulle stå sammen med de personer, der er i øverste venstre hjørne.
Kanye West ses nederst i billedet i sort, mens Kylie Jenner har pink tøj på. Kim Kardashian skulle stå sammen med de personer, der er i øverste venstre hjørne. Ggre Cltn/Backgrid/Ritzau Scanpix

I hvert fald måtte han ty til hjælp hos sin ekssvoger, Travis Scott, der er kærester med Kim Kardashians lillesøster Kylie Jenner.

»Jeg bliver nødt til at sige tak til Travis Scott for at sende mig adressen og tidspunktet og sikre, at jeg kunne få det fødselsdagsminde med min datter. At være der med resten af familien. Jeg så alle,« siger han.

Festen blev holdt hos Kylie Jenner, og selv om sikkerhedsfolkene i første omgang stoppede ham fra at gå ind, så lukkede Kylie Jenner ham velvilligt ind, forklarer han.

Forholdet mellem Kanye West og Kim Kardashian har ellers været temmelig anstrengt, efter at parret blev skilt for et år siden.

Skilsmissen kom efter en periode, hvor Kanye West, der har en bipolar lidelse, var kommet med et væld af excentriske udbrud. Dråben for Kim Kardashian var angiveligt, da han i 2020 meldte sit kandidatur til præsidentembedet.

Siden har parret ikke ligefrem været bedste venner, og Kanye West beskylder blandt andet Kim Kardashian for at forsøge at holde ham fra parrets fire børn.

En kilde tæt på parret fortæller dog til mediet Page Six, at Kanye Wests historie ikke helt holder vand:

»Kanye er aldrig blevet frarøvet at se børnene. Det narrativ, som han forsøger at opbygge, er falsk og skadeligt for deres børn og deres samarbejde som forældre. Der er ingenting, der står i vejen mellem ham og hans børn,« siger kilden.

Kim Kardashian og Kanye West er ikke bedste venner efter deres skilsmisse.
Kim Kardashian og Kanye West er ikke bedste venner efter deres skilsmisse. ANGELA WEISS

Det virkede da også til, at Kanye fik en ganske hyggelig fødselsdagsfest. På billeder fra festen virker han glad og smilende.

Festen har næppe heller gået helt stille for sig. Kim Kardashian teasede nemlig for festlighederne på Instagram:

»Min fødselsdagsbaby Chi Chi fylder fire år i dag! … Du er det mest elskelige og krammende hyggelige babypige på planeten. Den ultimative prinsesse. Jeg kan ikke vente med at fejre dig med alle de barbier og dukker, som en pige kan drømme om,« lød det blandt andet fra den stolte mor.