Han husker, hvordan han som dreng elskede at være med sin far ude at optræde. Hvad end det var på den lokale kro eller i teltet i Dahlgårds Tivoli, så sad han på en transportkasse på siden af scenen og labbede magien i sig.
»Allerede dengang drømte jeg om at stå der selv,« siger han med nostalgi i stemmen og fortæller stolt, hvordan han som femårig blev løftet ind på scenen for at synge 'Ved landsbyens gadekær'. Som han kunne udenad.
At drømmen gik i opfyldelse for den lille dreng, ved vi alle. At Bjørn Hansen fra dansktoporkestret Bjørn & Okays søn blev Kandis-Johnny. Den nok mest populære dansktopstjerne i nyere tid. Han smiler.
Men at leve og ånde for musikken er ikke det eneste, Johnny Hansen har taget med sig fra sin far. Det kommer vi tilbage til.
Først skal vi til Hurup. En lille vindblæst flække i Thy, der i dag blot tæller 2.690 sjæle. Tre af dem tilhører hans husstand. Yderligere to hans forældre.
Her har han boet hele sit liv. 56 år.
»Mine rødder er jo her. Det er her, jeg føler mig tryg. Alt, hvad jeg har foretaget mig i mit liv, er foregået herfra,« lyder det fra Johnny Hansen.
Han sidder i det store spisekøkken. Der er kaffe og fastelavnsboller på bordet. Dem har hans kone, Gitte, hentet i Struer. Bageren i Hurup har lukket om mandagen.
»Spis løs,« smiler han.
Med nostalgi i øjnene fortæller han om en tryg barndom, om at være ham den friske dreng i klassen, der kunne drive lærerne og pigerne til vanvid. Om at drøne på knallert til halbal i den nærliggende landsby Agger, når der skulle ske noget. Om at tabe underkæben, første gang han kom til Thisted.
»For mig var det ligesom at komme til New York,« griner Johnny Hansen. Af sit eget snævre udsyn.
17 år gammel tog han de første seriøse skridt på vejen til at realisere sin drengedrøm, og i 1989 blev Kandis en realitet. Omend han i starten var usikker på, om drømmen kunne bære.
Men det kunne den.
»Vi startede i små forsamlingshuse og på hoteller. Og sammen med publikum har vi bygget det op til det niveau, det er i dag,« siger han om at stå på scenen 200 dage om året. Ligesom sin far.
Og dermed er vi tilbage ved det, som Johnny Hansen også har taget med fra sin far.
Hånden på hjertet var drømmen om musik nemlig ikke den eneste grund til, at lille Johnny sad på en transportkasse på siden af scenen, når hans far optrådte. Savn var en anden.
»Jeg savnede lidt at have en far som de andre drenge. Når jeg for eksempel spillede fodboldkamp, var han ikke med, for han optrådte lige så meget, som vi gør i Kandis. Så når han havde været ude at spille, kom han sent hjem og sov til op ad formiddagen. Og når jeg kom hjem fra skole, skulle han af sted på job igen,« husker Johnny Hansen, som siden fik indhentet noget af det forsømte i deres relation, da han selv begyndte at spille musik.
Men. Nu er Johnny Hansen selv den far. Ham, der er væk torsdag, fredag og lørdag. Ofte også søndag. Plus det løse. Solojobbene.
»Jeg prøver at køre lidt senere hjemmefra,« siger han og sender Gitte et skyldbetynget blik.
Hun anerkender det. Anerkender, at hun kendte spillereglerne, da hun for 11 år siden blev kæreste med Kandis-Johnny.
Men hun er også mor. Til deres fælles barn, sønnen Nicklas på ni. Som ofte spørger: »Hvornår kommer far mon hjem?«
»Det bliver lidt en tro kopi af, hvordan du selv voksede op med en far, der ikke var hjemme,« siger hun.
»Jo, jo,« svarer han så.
»Men jeg har da taget fri den første weekend af marts, hvor Cecilie holder barnedåb,« tilføjer han så med reference til sin ældste datter fra første ægteskab, som netop har beriget ham med det andet barnebarn.
Og så slår han afvæbnende ud med armene.
»At optræde er ikke nogen straf for mig. Jeg laver det, som jeg har drømt om hele mit liv. Og vi er altså ikke så hidsige, som vi har været. Det gør ikke længere noget, at der er en frilørdag i ny og næ,« siger han.
»Men jeg kan da godt se, at familien i perioder er sat lidt i anden række, så selvfølgelig har det haft en pris, men nok mest for dem, der sidder derhjemme.«
»Jeg er trods alt født ind i det og vokset op i det, og hvor jeg er, er der fest og ballade. Og man kan godt blive fanget af den succes, det er.«
»For jeg drømmer jo bare om at være Kandis-Johnny, tage ud og spille musik og holde gang i den.«
