Har Britney Spears demens, eller er det hendes fars desperate forsøg på at fastholde formynderskabet over hende?

Det er spørgsmålet, som en lang række internationale medier stiller i disse dage.

Fredag kom det nemlig frem, at Britney Spears' far, Jamie Spears, har indikeret i retsdokumenter, at hans 39-årige popstjerne-datter lider af den alvorlige hjernesygdom.

Det skriver blandt andre britiske The Sun og amerikanske Page Six, der baserer historien på en kommende BBC-dokumentar, der hedder 'The Battle for Britney'.

Arkivfoto af Britney Spears i 2016.
Arkivfoto af Britney Spears i 2016. Foto: Eduardo Munoz
Vis mere

Britney Spears har været under sin fars formynderskab siden 2008, hvor hun havde et psykisk nedbrud, der kulminerede, da hun kronragede sig selv foran adskillige paparazzier.

Og ifølge medierne var det angiveligt dengang, at Jamie Spears for første gang påstod, at hans datter er dement.

Det gjorde han ved at krydse 'ja' i en boks i retsdokumenterne, hvor der stod, om Britney Spears var indlagt for demens, eller om hun modtog behandling for det.

»Der er kun to muligheder ved denne information,« siger journalisten Mobeen Azhar angiveligt i den kommende dokumentar.

Han henviser derefter til, at Britney Spears enten reelt har demens, eller at hendes far bevidst har løjet om en alvorlig sygdom for at få fingrene i hendes penge.

»Men den mulighed er endnu mere uhyggelig,« siger han.

Britney Spears' far, Jamie Spears, i 2008.
Britney Spears' far, Jamie Spears, i 2008. Foto: VALERIE MACON
Vis mere

»Ideen om, at hun ikke har demens, men at formynderskabet har hentydet det, fordi de ville have det godkendt … det er skræmmende,« fortsætter han.

Britney Spears har de seneste år kæmpet en hård kamp for at fjernet sin far som værge. Indtil videre har kampen dog været uden held.

Bevægelsen #FreeBritney, der i årevis har udført demonstrationer etc. for at få Britney Spears frigjort fra sin far, har – ikke overraskende – allerede reageret voldsomt på påstanden om, at sangerinden skal være dement.

De mener nemlig ikke, at det overhovedet kan lade sig gøre, at hun lider af sygdommen, der blandt andet påvirker hjernen således, at ens hukommelse og dømmekraft kan blive svækket, og at man kan blive følelsesmæssig ustabil og få problemer med helt enkle hverdagsting såsom at tage tøj på selv.

Arkivfoto af Britney Spears fra 2019.
Arkivfoto af Britney Spears fra 2019. Foto: VALERIE MACON
Vis mere

'Demente personer tager ikke på verdensturnéer,' skriver en af sangerindens fans på sociale medier og henviser til, at Britney Spears har udgivet fire albums, været på fire globale turnéer samt optrådt 248 gange i Las Vegas siden 2008.

'Der er ingen chance for, at en dement person rejser på verdensturnéer, optræder i Vegas og lærer 27 numre udenad med en dertilhørende fuld koreografi,' lyder det fra en anden fan.

'Det kan ikke lade sig gøre', fortsætter hun.

Britney Spears har i skrivende stund ikke udtalt sig i sagen – og det forventes heller ikke umiddelbart, at hun gør det, da hun endnu ikke har kommenteret sin retskamp mod faderen.

Dette ændrer sig dog 23. juni. Her er der nemlig høring i sagen, hvor sangerinden for første gang vil udtale sig i offentligheden. Læs mere om det her.