Jytte Abildstrøms UTROLIGE LIV: Kald mig bare skør

»Min pige,« sagde hendes far kærligt belærende for en menneskealder siden, »Du kan ikke synge, du kan ikke sige replikker. Og du ser ikke for godt ud. Så du skal ikke forvente dig noget.«

Men når pigen hed - og hedder - Jytte Abildstrøm, skulle der mere til for at slå hende ud af den kurs.

Forleden fyldte hun 85. Dette livsstykke af et menneske, som altid har gået sine egne veje.

»Jeg er rørt og taknemmelig over den vej, som jeg gik på,« siger hun, uden at gøre et stort nummer ud af det med ikke bare at følge med strømmen.

Nogle husker hende som moren til ‘Sonja fra Saxogade’. Andre som ‘Flyvende farmor’. Mange for årtiers teater i Riddersalen.

Men i dag kender de fleste hende som ildsjæl og ukuelig miljøforkæmper. En ‘mission’, man engang trak overbærende på smilebåndet over.

Nogle gik så langt som at kalde hende et ‘frelst røvhul’.

Nu er hun blevet et ikon og forbillede for yngre generationer.

»Kom ind, kom ind,« siger Jytte Abildstrøm. Hun står foran døren med sit flammende røde hår og viser vej.

»Her er meget hurlumhej,« griner hun og peger rundt i den lille stue med det smukke lysindfald.

Hendes velkendte latter - eller den ene af dem - runger ud i stuen. Én er en meget piget ‘hihihi’-latter. Den anden dybere og nede fra maven. Det er dén, der lyder.

‘Hurlumhejet’ er dukker, malerier, religiøse ikoner og stakke af bøger, der kæmper om pladsen med en kondicykel og det øvrige møblement i det økologiske bofællesskab på Midtsjælland, hvor hun har boet i en årrække.

Hun praktiserer, hvad hun ‘prædiker’.

»Håb er ikke nok. Vi skal også handle,« minder Jytte Abildstrøm om. Med rynker i panden.

Allerede da hun var barn, var Jytte Abildstrøm ikke helt som de andre.

»Selv dengang sagde de, at jeg var skør. Så sagde min far: ‘Du er ligeså smuk som porcelæn. Det er også skørt’,« genfortæller hun med ømhed i stemmen og fortsætter:

»Hvis de vil kalde mig det, så lad dem. Men der er meget, der går tabt, når man er for firkantet,« siger hun om etiketten ‘skør’, der har fulgt hende siden.

Hun voksede op indhyllet i kærlighed. Også den til musik og ord. Det tog hun med på sin vej.

Men det var ikke det eneste, der var med i bagagen. Om sommeren blev Jytte og hendes storebror sendt til en gård på Sydsjælland, hvor respekten for naturen plantede sig i den lille pige.

»Der lærte jeg vigtigheden af at værne om de fire elementer jord, ild, vand og luft.«

Historien om Jytte Abildstrøm og hendes utrolige liv lader sig ikke gøre med få ord.

Hver en bid har afstikkere og et hav af referencer til forfattere og miljøforkæmpere, der har inspireret og formet hende.

»Jeg er jo bare en lille én,« understreger hun. Igen og igen.

Det var via studenterrevyer, at hun som ung fandt vejen ind i showbiz. Det var dér, at hendes far sagde, at hun ikke skulle forvente noget.

»Men jeg fik lært, hvad man kunne bruge ordet til på de skrå brædder,« mindes Jytte Abildstrøm, som fortsatte af sin egen vej og fik en åbenbaring, da hun i 1962 var i London og opdagede dukketeatret.

»Ikke for at være uforskammet, men jeg syntes, at der var mere næring i dét end i revyerne,« siger hun med glimt i øjet.

Hun elskede - og elsker - folkekomedien. Men også det absurde, som har en dybere mening. Ligesom med de fleste andre ting i sit liv har hun siden bestræbt sig på at være brobygger mellem de to.

Det var i 1987 - efter knap to årtier som teaterdirektør - at hun på Riddersalen blev spurgt, om teatret ville være repræsentanter for EFs miljø-år.

Svaret var ja. Og hendes ældste søn, Lars, der allerede som 11-årig var miljøforkæmper, stod for alle foredragene. Om alt fra gensplejsning til trafik.

»Jeg fik et chok, da professor Ebba Lund stod og talte om gensplejsning. Jeg begyndte at købe bøger med hjem og skiftede fuldstændig liv efter det.«

»For mig satte det gang i tankerne om, hvad der er udvikling og opfindelser,« forklarer Jytte Abildstrøm.

Hun ryster på hovedet, så der næsten står flammer ud af håret.

»Tænk sig, at vi er kommet så langt ud i såkaldt teknisk udvikling, som faktisk afvikler. Vi er SÅ vidende mennesker, der bare er fuldstændig håbløse. Det går simpelthen ikke,« konkluderer hun.

»Jeg græder mine modige tårer over alle de lister, jeg har delt ud, som ingen har læst,« fortæller hun om litteraturlister, publikum har fået med hjem ved de 2.700 foredrag, hun har holdt siden 1988.

»Og så er det børnene, en lille svensk pige, der rejser sig,« siger hun og refererer til den nu 16-årige klimaaktivist Greta Thunberg, som har fået hele verden til at lytte.

Sin egen rolle er hun mere ydmyg omkring.

»Jeg har jo ikke gjort alt det her for at blive kendt eller berømt eller et ikon. Dét, jeg har gjort, er peanuts i forhold til andre.«

På alle fronter i livet har Jytte Abildstrøm aldrig gået af den mest bekvemme og magelige vej. Eller populistiske. Men den var hendes.

»Jeg har mødt pragtfulde mennesker med så meget begavelse. Tænk, at lave et fællesskab med livsholdninger i bunden,« siger hun med glæde i øjnene.

Især nævner hun forfatter og kritiker Elsa Gress, scenografen Jean Voigt og forfatter og instruktør Jytte Hauch-Fausbøll som vigtige ingredienser i dét fællesskab.

I en alder af 85 er hun stadig en aktiv og energisk dame. Men at en udløbsdato nærmer sig, kan hun ikke løbe fra.

»Vi kan jo hverken spole tiden frem eller tilbage,« kommer det med et hjerteligt grin. Efterfulgt af alvor inde bag brillerne.

»Jeg har været tæt på udløbsdatoen mange gange. For jeg blev født med en hjertefejl. Og den viste sig for alvor i 2005.«

»Jeg har ikke lyst til at sige, hvad der skete, men jeg havde i hvert fald nogle hjertelæger, som heppede på mig og snittede og savede i mig.«

Spørger man, om hun frygter døden, lyser hun op igen.

»Ved du hvad? Nej. Jeg glæder mig. For der er altid et liv efter døden. Jeg er meget religiøs, og dét tror jeg på.«

»Men hvad der skal ske med min jordiske krop, det må mine sønner ordne. Den tid, den fornøjelse. Jeg har ingen ønsker dér.«

»Det betyder ikke, at jeg er ligeglad. For det ord kender jeg slet ikke. Jeg siger bare til mine drenge: ‘I skal have det skønt. I skal have en fest’.«

Jytte Abildstrøms anden latter, den pigede 'hihihi', fylder den lille stue. Og taknemmelighed fylder hendes øjne.

»Jeg synes ærlig talt, at det er så fornemt, at folk gerne vil huske mig for det gode i tilværelsen. Både hvad angår det åndelige og det fysiske. Det er da flot!«