Da Jytte Abildstrøm forleden var til akvarelmaling, lød opgaven, at hun skulle male Roskilde Domkirke. Den endte med at blive orange.

»For hvorfor skal kirker være så kedelige?« spørger hun med et inderligt grin.

Det kan godt være, at alderen på andre områder er begyndt at sætte sine spor på og i den altid farvestrålende Jytte Abildstrøm.

Men det lyse, optimistiske og humoristiske er i den grad intakt.

»Jeg vil ikke miste det,« siger Jytte Abildstrøm om det sind og den energi, der har båret hende gennem livet.

Og spørger man, hvad opskriften er på det gode liv – som må siges at have været hendes – er det korte svar 'et holistisk liv'.

»Hvis ikke du får de fire elementer jord, ild, luft og vand til at hænge sammen, og hvis ikke du tænker over, om udvikling er udvikling eller afvikling, så bliver du sådan en, der kun går og spekulerer over, hvordan du får til dagen og vejen,« mener Jytte Abildstrøm.

At få ro og balance i sjælen er noget, der har fyldt meget i hendes liv de seneste 15-20 år. Dels har troen hjulpet hende på vej. Dels har hun taget adskillige kurser hos sønnen Lars, der er tankefeltterapeut.

Jeg har lært at bede om hjælp. Det har mine sønner lært mig
Jytte Abildstrøm om når helbredet svigter.

En af teknikkerne er at banke ubehaget ud af kroppen.

»Min store drøm er – når jeg ikke længere har kræfter til at gå ud af døren og holde foredrag eller andet – at invitere folk ind her og give dem tankefeltterapi,« smiler hun og fortsætter:

»Jeg gør det allerede indimellem. Inviterer ind for at banke hul på bylden. Jeg er appetitvækker. Og så kan de gå videre til Lars bagefter.«

Hun håber og tror selvfølgelig, at det varer længe, før hendes kræfter til at gå ud af døren slipper op. Men at der er dage og perioder, hvor hun ikke er helt frisk, har Jytte Abildstrøm måttet forlige sig med.

»Jeg har lært at bede om hjælp. Det har mine sønner lært mig,« siger hun. Med stolthed i stemmen. Over sig selv og sine sønner.

Selv om de i dag er henholdsvis 57 og 55, er hun meget tæt på dem begge.

»Jeg taler med Lars hver morgen. Og spiser middag hos Peter og Lise hver søndag.«

»Selv om de på det seneste også har haft så meget andet på banen med stoffer,« siger hun med reference til Peter Myginds søn Julius, der var weekendmisbruger af stoffer, hvilket familien åbent har fortalt om.

Hun ryster på hovedet.

Og smiler lidt.

»Jamen, er det ikke utroligt, at de har turdet lukke op om det? Før det også om mobning. Hvor har vi fået de gaver fra? At vi tør stå frem og stå ved?«

Svaret blafrer i vinden.