Det var en mere end misfornøjet Jokeren, der onsdag sendte et billede af sin strakte langfinger ud på sociale medier. En besked til regeringen og Mette Frederiksen, som, han mener, har svigtet kunstnerne under coronaen.

Her skrev Jesper Dahl, som rapperens civile navn lyder, at han ikke har indkasseret nogen indkomst siden juli.

I sine opslag nævnte Jokeren at han eventuelt ville tage et arbejde i Netto. Det bliver dog ikke til noget, afslører han nu.

På sin Instagram-profil lagde han et opslag op, hvor han blandt andet skrev 'jeg er fysisk i god form og har en anslået IK på 130-140 og står gerne i kassen i Netto, hvis det er det, som skal til'.

Noget, der fik Nettos HR-direktør Christian Dahl til at reagere.

Direktøren understregede, at hvis rapperen mente det alvorligt, så var han klar på at mødes til en kop kaffe. Samtidig ville Christian Dahl dog også godt understrege, at det ikke er alle, der lige kan få et job i butikskæden.

»Vi har over 14.000 ansatte i vores virksomhed, som alle sammen gør en forskel, og jeg vil bare gerne gøre op med den forestilling, at man bare kan få et job i Netto,« lød det fra Christian Dahl til B.T. torsdag.

Nu har rapperen Jokeren svaret på jobmuligheden. Og det bliver ikke lige til et job ved kassen i Netto – i hvert fald ikke denne gang.

»Om jeg skal arbejde i Netto eller ej, vil fremtiden vise, men tak for invitationen til en jobsamtale!,« lyder det i opslaget, hvor musikeren har tagget Netto. Han fortsætter:

»Og tak for al den støtte, alle jobtilbud og generøsitet som mange, både venner og folk jeg ikke kender endnu, har givet mig siden i går.«

Han delte et billede af en artikel i avisen Politiken, hvor kulturminister Joy Mogensen indrømmer, at det har været for svært at søge kompensation. Hun lover nu lavere krav til ansøgerne.

Noget, som Jokeren er glad for at læse.

'Så langt så̊ godt … Jeg ser frem til at forsøge at ansøge igen for spillejobs aflyst på grund af Coronarestriktioner i september og oktober! Så kryds fingre for, at jeg får kompensation denne gang, og at der ikke går for lang tid med det.'

Den 47-årige rapper siger, at han i disse trængte tider, hverken har haft råd til cigaretter eller børnepenge.

Nu kan han dog håbe på, at hans næste ansøgning om støtte i modsætning til den sidste bærer gode nyheder med sig.