Pladeaktuelle Jesper 'Jokeren' Dahl er trådt ud af livet i overhalingsbanen og har droppet modelkæresterne til fordel for en læge.

»Min kæreste er læge, og det er sgu ret fedt. Det behøver ikke være supermodeller og rock'n'roll det hele,« fortæller han til B.T.

For et halvt år siden forelskede den dengang 44-årige Jesper Dahl sig i en kvinde, som er lidt atypisk i forhold til de dybere romantiske bekendtskaber, han ellers har haft gennem sit liv.

46-årige Laura Hauerberg er hverken model, sanger eller andet inden for showbiz, men derimod gynækolog.

»Det er første gang, jeg har haft en kæreste, som ikke har været en del af den her verden, jeg har levet i, men hvis der er noget, Laura ikke er, så er det gennemsnitlig,« siger han.

»Hun er sjov, og hun er skør. Det er en god, voksen form for skør, så man kommer ud med nogle ting, så man kan komme videre,« siger han og fortsætter:

»Måske er det bare mig, der gør alle kvinder skøre, som en ven sagde engang, men med Laura er det på en god måde. Man tillader sig selv at have nogle følelser, som man så kan få snakket om, så man kan komme videre.«

De to mødte hinanden ved en Jokeren-koncert i sommer, hvor romancen startede.

»Vi overnattede begge på Samsø Rock Hotel, og om morgenen, da jeg stod op og fik min morgenkaffe og smøg, så jeg hende stå der i sin sommerkjole. Jeg forelskede mig i hende med det samme, og så snakkede jeg med hende og fandt ud af, hvor fantastisk hun er,« siger han.

De har været sammen i et halvt år nu, og selvom Laura ikke er 'normal', så bidrager hun stadig til den ro, som Jesper Dahl har fundet i livet uden fest-stofferne.

»Jeg er et rigtig godt sted i mit liv lige nu og har en rigtig sød kæreste. Det er meget rart at have noget normalt i mit liv,« siger han.

»Når man finder en kæreste, så tænker man, at det her er 'the one' - så vil man jo selvfølgelig gerne have det til at virke. Laura er fantastisk. Det kunne da være sjovt at prøve at have en kæreste i længere tid end et halvt år,« siger han med et smil.

Jesper Dahl og Laura Hauerberg offentliggjorde deres forhold på Instagram den 29. november.
Jesper Dahl og Laura Hauerberg offentliggjorde deres forhold på Instagram den 29. november. Foto: Privatfoto
Vis mere

Da B.T. møder Jesper Dahl, har han og kæresten været sammen i et halvt år, men det er stadig kun familie og venner, der ved, at han og ekskæresten Rikke er gået fra hinanden.

»Jeg har bare ikke orket at snakke med nogen om det, fordi det er så vildt hele tiden at skulle forklare, hvem man er kærester med lige nu. Laura gider ikke deltage i hele det her show med medierne, ligesom min familie og min datter heller ikke vil være en del af det.«

Jesper Dahl og Laura Hauerberg bor ikke sammen, men de er sammen næsten hele tiden, og livet er blevet lidt roligere for den 45-årige danske rapper.

»Mit liv er blevet, som jeg gerne vil have det, ligesom de andre gange jeg har været forelsket, bare uden at det er sindssygt,« afslutter han.

Jokeren er kendt fra gruppen Den Gale Pose, og han cementerede sig i den danske hiphop med numre som 'Spændt op til lir' og 'Havnen'.

Nu er han aktuel med den latinamerikansk-inspirerede plade 'Glædesbringeren'.