Dramaet mellem Johnny Depp og Amber Heard fortsætter.
Da de to stjerneskuespillere blev skilt fra hinanden, indgik de et forlig, der lød, at førstnævnte skulle betale sidstnævnte syv millioner dollar, hvilket svarer til omtrent 42 millioner danske kroner.
Amber Heard lovede i den forbindelse, at hun ville give de mange penge til to velgørende formål – henholdsvis børnehospitalet Children's Hospital i Los Angeles og ACLU, som er et forbund, der kæmper for rettigheder skrevet ned i den amerikanske forfatning.
Johnny Depp har dog længe påstået, at 35-årige Amber Heard har beholdt alle pengene selv, og nu har han taget et nyt skridt i forsøget på at bevise det.

Den 57-årige Hollywood-stjerne har simpelthen sagsøgt de to organisationer for at tvinge dem til at give indsigt i, hvorvidt Amber Heard har doneret skilsmissepengene til dem.
Det skriver People, som har fået indsigt i retsdokumenterne i sagen.
Ifølge det amerikanske medie står der i dokumenterne, at Johnny Depp på 'respektfuld vis' vil have en dommer til at stævne de to organisationer.
Der står endvidere, at Johnny Depp skal bruge oplysningerne i forbindelse med den sag om ærekrænkelse, som skuespilleren i øjeblikket har kørende mod sin ekskone.

Skuespilleren har nemlig sagsøgt Amber Heard for 50 millioner dollar (340 millioner kroner), fordi hun i en Washington Post-artikel i 2018 antydede, at Depp havde været voldelig mod hende.
Ifølge People søger Johnny Depp ikke kun informationer om, hvorvidt Amber Heard – som lovet – har doneret skilsmissepengene til de velgørende formål.
Han søger også indsigt i alle former for kommunikation mellem organisationerne og ekskonen.
Johnny Depp tabte sidste år en retssag mod den britiske avis The Sun, som han havde sagsøgt for at have beskrevet ham som en »wife beater«.

Selvom sagen ikke var mellem ham og Amber Heard, så endte den alligevel i en voldsom omgang mudderkastning mellem de to parter.
Og Johnny Depp har tidligere udtalt, at han mener, at Amber Heards løfter om at give skilsmissepengene til velgørenhed var en medgørende faktor til, at han tabte sagen mod The Sun.
Amber Heards lejr af advokater har tidligere nægtet, at Amber Heard har brudt sit løfte.
De har påstået, at hun hele tiden har sagt, at pengene ville blive overført henover en årrække på ti år.

De har angiveligt også delt beviser for, at hun indtil videre har overført 950.000 dollar til ACLU og 850.000 dollar til børnehospitalet via anonyme donationer.
Johnny Depp og Amber Heard blev gift i 2015.
Allerede tilbage i maj året efter anklagede hun sin daværende mand for overgreb for første gang.
Og efter en lang og hård kamp i retten – og altså med et forlig på syv millioner dollar – blev de to skilt i januar 2017.