'Lige nu vil jeg ikke have nogens medlidenhed.'

Sådan skriver Tiger King-stjernen Joe Exotic i et opslag på sin Instagram.

Af opslaget fremgår det, at den famøse tiger-entusiast er ramt af prostatakræft.

'Det er med en trist mine, at jeg er nødt til at fortælle, at lægerne ringede til mig i dag for at bringe nyhed om, at svarerne på min biopsi fra prostataen kom tilbage med svar om, at jeg lider af en aggressiv kræftsygdom,' skriver han blandt andet, og fortæller, at han fortsat venter på svar fra andre test.

Ifølge Joe Exotics advokat, John M. Phillips, har Netflix-stjernen gennemgået en lang række test og behandlingsformer grundet helbredsproblemer.

Sagen er dog den, at Joe Exotic lige nu er fængslet, efter han blev dømt for dyremishandling og for at have tilkaldt en lejemorder i et forsøg på at gøre en ende på sin rival, dyrerettighedsaktivisten Carole Baskin.

Det kostede ham en dom på 22 år bag tremmer, og det er bestemt ikke let – slet ikke, når man er dødelig syg.

»Medicinsk behandling er anderledes i et fængselsmiljø, og færre muligheder er tilgængelige,« fortæller John M. Phillips.

Tidligere har Joe Exotic, der har det borgerlige navn Joseph Maldonado, åbnet op om, at han lider af immundefekten CVID.

Heller ikke det er nemt at behandle i fængslet. På baggrund af sygdommen har han brug for blodtransfusioner, han sjældent modtager under sin afsoning.

Desuden får han kun ét ud af mange præparater, han skal tage som behandling.

I et åbent brev fortalte han i sommer, at 'jeg vil være død om to til tre måneder' – men det er nu knap fem måneder siden.