Joan Collins blev allerede på første date voldtaget af Maxwell Reed, som hun efterfølgende var gift med i to år.

Siden ville han desuden sælge hende til rige ældre mænd, hævder Joan Collins i den nye BBC 2-dokumentar 'This is Joan Collins'.

Den 88-årige 'Dollars'-stjerne var 17 år, da hun blev introduceret til den 31-årige skuespiller Maxwell Reed. Og hun var smigret, da den flotte feterede stjerne inviterede hende på date.

Men stemningen ændrede sig, da han tog hende med hjem i sin lejlighed og ifølge Joan Collins gav hende en rom og cola med det bedøvende stof rohypnol samt en stak pornoblade.

En ung Joan Collins.
En ung Joan Collins. NF

»Det næste jeg husker er, at jeg ligger på sofaen, mens han voldtager mig,« siger Joan Collins ifølge The Sun.

»Dengang ville min mor have kaldt det 'at udnytte mig', men i dag ville vi kalde det 'voldtægt'.«

Maxwell Reed døde i 1974. Men forinden nåede han at være gift med Joan Collins i to år.

»Havde jeg ikke været så uvidende om sex, og hvordan ting burde være, så havde jeg ikke giftet mig med ham, men jeg følte stor skyld, så jeg gjorde det,« fortæller hun i dokumentaren.

»Bryllupsrejsen var en fiasko. Vi ser så glade ud, men indeni var jeg ulykkelig.«

Voldtægten er dog ikke den eneste anklage, som Joan Collins kommer med i 'This is Joan Collins'. Her hævder hun også, at Maxwell Reed ønskede at leje hende ud til en rig arabisk sheik.

»Max fortalte mig: 'han vil betale 10.000 pund for en nat – og jeg må endda se på.' Jeg så på min flotte, afskyelige mand og begyndte at græde. 'Aldrig i livet',« siger hun.

»Jeg tog hjem til mor.«

Da parret efter to års ægteskab blev separeret, sagsøgte Maxwell Reed sin kone for at få underholdsbidrag, da han mente, at det var ham, der havde 'opdaget hende' og skaffet hende den succesfulde skuespilkarriere.

88-årige Joan Collins er siden blevet gift fire gange og lever i dag i et lykkeligt ægteskab med den 32 år yngre Percy Gibson.

88-årige Joan Collins har siden 2002 været i et lykkeligt ægteskab med 57-årige Percy Gibson.
88-årige Joan Collins har siden 2002 været i et lykkeligt ægteskab med 57-årige Percy Gibson. YANN COATSALIOU

»Aldersforskellen betød intet for os. Det var sjovt, det var fantastisk, og Percy og jeg forelskede os hovedkuls,« siger hun om ægtemanden, der var teaterleder på en forestilling, hun medvirkede i i 2000.

»Jeg har endelig fundet min sjæleven. Og min endelige ægtemand.«