Det ville næppe være en tilsnigelse at kalde designer Jim Lyngvild for en ener. Men også på navnefronten er den farverige personlighed ganske unik.

Det er i forvejen kendt for de fleste, at modemanden bærer navnet Jim Wegener Lyngvild. Men det stopper ikke der, afslører han over for Her & Nu.

Efter et væddemål i de unge teenageår er Jim Lyngvild nemlig blevet udstyret med navn, som kræver, at hånden nærmest er varmet op, inden han skal skrive under på officielle papirer.

Jim-Martin Alexandar Konstantin Falke-Skjold Wegener Lyngvild, lyder hele hans imponerende navn.

Da den 38-årige designer blev født i 1978, fik han navnet Jim-Martin Wegener Lyngvild. Men som 19-årig fandt han sammen med en veninde på, at de skulle konstruere et navn ud af alle de slægtsnavne, de havde i familien, og se hvem der kunne lave det mest vanvittige. Det væddemål vandt Jim Lyngvild, og derfor bærer han i dag helt officielt det lange navn.

Jim Lyngvild har altid været fascineret af vikinger, sin egen slægts historie og dennes linje tilbage til det oprindelige skandinaviske folk, og han har tidligere udtalt, at han i dag kan spore sin slægt helt tilbage til engang under Harald Blåtand. Og denne passion har tydeligvis eksisteret siden teenageårene.

Men selvom Jim-Martin Alexandar Konstantin Falke-Skjold Wegener Lyngvild utvivlsomt har et imponerende navn, så er det ikke planen, at det skal følge ham for evigt.

»Det skal ændres. Det er jo bare noget pjat. Jeg kan lige så godt hedde det, jeg er døbt. Jeg behøver ikke pynte mig med lånte fjer,« siger han til Her & Nu.

Ifølge Danmarks Statistik hedder 1.488 danskere Jim, mens der kun findes én med fornavnet Jim-Martin.