Når millioner af mennesker verden over i denne weekend tunede ind på CNN, mødte de et par syn, de næppe har set før: Ikke alene den berømte rejsereporter Richard Quest forklædt som Harald Blåtand, men også en høj, ranglet og kronraget fyr med runetatoveringer på issen.

»Jeg er da skidestolt,« siger sidstnævnte da også glad. Og tilføjer så: »Men det er altså ikke for egen skyld, at jeg gør det.«

Det er selvfølgelig designer og iværksætter Jim Lyngvild, som indtager en markant rolle i det nyeste afsnit i den populære CNN-serie 'Quest's World of Wonder'.

For selvom afsnittet egentlig handler om den danske hovedstad, rejste Richard Quest også en tur til Fyn og vikingeborgen Ravnsborg.

Jim Lyngvild er ikke kun tatoveret over hele kroppen. Han har også pakket den ind i en menneskelig teflon, der skærmer ham, når angrebene på hans person bliver for voldsomme.
Jim Lyngvild er ikke kun tatoveret over hele kroppen. Han har også pakket den ind i en menneskelig teflon, der skærmer ham, når angrebene på hans person bliver for voldsomme. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Jeg har jo lavet CNN før, så derfor vidste de, hvem jeg var, og havde mig åbenbart i deres database,« forklarer Jim Lyngvild om, hvordan han ikke kun endte op i programmet, men også blev ham, der skulle forklare den kendte programvært, hvad Danmark og danskerne er.

»Det var ret sjovt at sætte ord på,« siger Jim Lyngvild, som i programmet altså ikke nøjes med det. Richard Quest ville også se, hvad det er, Jim Lyngvild kan.

Derfor tilbragte han adskillige timer sammen med den danske designer for at få et indtryk af ham og hans kunnen. Som Jim Lyngvild altså fik lejlighed til at folde ud for rullende kameraer, da han forvandlede Richard Quest til den nok mest berømte danske vikingekonge.

»Jeg fotograferede ham som Harald Blåtand med vølver og hele molevitten på en strand,« fortæller en begejstret Jim Lyngvild, som glæder sig over programmet. På Danmarks vegne.

For – som han indledningsvis siger – er han stolt over at være håndplukket til programmet, men ikke for egen vindings skyld.

»Hvis jeg kan få folk ude i verden, der ikke kender Danmark, til at få et positivt indtryk af os og få lyst til at besøge os, så er jeg da rigtig glad.«

»Jeg har ikke blåøjede tanker om, at jeg personligt skal lukrere på det. Men Danmark skal,« siger Jim Lyngvild, som også er forberedt på, at det ikke er alle, der vil tage lige godt imod, at han og hans kunst repræsenterer Danmark.

»Hvis en Jane Sandberg fra museum Enigma ser billedet af Richard Quest som Harald Blåtand, så vil hun igen sige, at det er plat og latterligt og reklame, og hvad hun ellers bruger af ord. Og det er fint nok,« mener Jim Lyngvild, som for nylig blev voldsomt kritiseret af netop førnævnte Sandberg i forbindelse med sin fotoserie om vølver, ligesom det skabte en hel del røre, at kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen stillede op til fotoserien.

»Problemet er, at lige så snart ordet Jim Lyngvild bliver nævnt, så farer folk i blæk- og klummehuset og går amok på forhånd.«

Jim Lyngvild med kulturminister og vølve Ane Halsboe-Jørgensen.
Jim Lyngvild med kulturminister og vølve Ane Halsboe-Jørgensen.
Vis mere

»Jeg har det fint nok med, at folk hidser sig op. Det har jeg vænnet mig til. Det ville bare være rart, hvis nogle også spurgte ind til, hvad det skulle bruges til,« siger han om vølve-serien, som en række kendte danske kvinder har indgået i, og som ifølge Jim Lyngvild er en del af et stort forskningsprojekt og derudover er til en udstilling på Køge Museum.

»Oven i det laver vi også en bog med billederne, hvor alle pengene går til Dannerstiftelsen, til et formål, som vi alle kan støtte op om. For kulturministeren og andre kendte danske kvinder skal ikke spændes for en kommerciel vogn,« understreger Jim Lyngvild.