Det europæiske fodboldforbund UEFA har været ude i noget af et stormvejr, siden de afviste bystyret i Münchens ønske om at lade det tyske nationalstadion, Allianz Arena, stå i regnbuefarver til onsdagens EM-kamp mod Ukraine.

Alt fra store tyske virksomheder til Danmarks egen landsholdstræner har været ude og kritisere beslutningen, men nu melder designer Jim Lyngvild sig ind i debatten og forsvarer UEFA.

»Jeg synes ikke, at en fodboldorganisation skal blande fodbold med den slags budskaber. Selvfølgelig er det vigtigt at være ordentligt overfor homoseksuelle, men det er ikke UEFAs opgave at udbrede det budskab - eller andre budskaber for den sags skyld. Deres opgave er at facilitere fodbold og at være en paraplyorganisation for en masse lande,« forklarer Jim Lyngvild til B.T.

Han er selv gift med sin mand gennem 14 år, Morten Paulsen. Men Jim Lyngvild mener, at det må være op til den enkelte landsholdspiller til EM, hvis de ønsker at dele et budskab eller starte en debat, eksempelvis om homoseksuelles rettigheder.

Sådan var det meningen, Allianz Arena i München skulle se ud onsdag aften. Men UEFA har sagt nej.
Sådan var det meningen, Allianz Arena i München skulle se ud onsdag aften. Men UEFA har sagt nej. Foto: Tobias Hase
Vis mere

Han havde derfor også hellere end gerne set de tyske landsholdsspillere troppe op til kampen i regnbuefarver.

»UEFA skal ikke være en stor reklamesøjle for forskellige ting, der sker i verden. De er en organisation, de skal ikke blande sig i seksualitet. Det kan mennesker gøre, fordi det er en privatsag,« forklarer den 42-årige designer.

»UEFA kan jo ikke rykke noget alligevel, men det kan fodboldspillerne, de er jo de rigtige stjerner. Det er dem, der er personificeringen af sporten. Kunne du tænke dig en effekt, det ville have, hvis Christiano Ronaldo stillede op til kamp i et regnbueflag!«

Hele UEFA-skandalen startede dog rent faktisk med den tyske anfører Manuel Neuer, der havde et anførerbind på i regnbuefarver til Tysklands kamp mod Portugal tidligere ved EM-slutrunden. Det indledte UEFA en sag imod, som dog siden blev droppet.

Tysklands landsholdsmålmand Manuel Neuer bar et regnbuefarvet anførerbind i Tysklands kamp mod Portugal på Allianz Arena i München, 19. juni 2021.
Tysklands landsholdsmålmand Manuel Neuer bar et regnbuefarvet anførerbind i Tysklands kamp mod Portugal på Allianz Arena i München, 19. juni 2021. Foto: PHILIPP GUELLAND
Vis mere

Herfra anmodede bystyret i München UEFA om at oplyse Allianz Arena i regnbuefarver til kampen mod Ungarn, som protest mod landets nyvedtagne lov, der forbyder indhold, der skulle kunne fremme homoseksualitet for unge.

»Det er da også noget svineri, men det skal UEFA ikke blande sig i. Det skal spillerne blande sig i! Det ville være så stærkt!« slår Jim Lyngvild fast.

»Selvfølgelig er der masser af homofober i verden, men hvor lavt eller gammeldags, det end er, så må folk jo have deres holdninger.«

Han understreger ligeledes, at han taler som hvid, priviligeret mand i Danmark, hvor man ikke som i andre lande kan blive fængslet eller det, der er værre, for at være homoseksuel.