Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

»Det, som måske engang var en konstruktiv konkurrence mellem kunst- og kulturinstitutionerne, er udartet til en plat jagt efter publikum.«

Sådan beskriver lektor i litteratur ved Syddansk Universitet og anmelder hos Kristeligt Dagblad, Lars Handesten, det, når institutioner lader Jim Lyngvild »træde til med sine flotte vikingebilleder«, eller når Søs Egelind optræder som »det søde fjols« i programmet 'Søs, Molly og malerne'.

Kritikken preller dog af på Jim Lyngvild.

»Jeg er super stolt af at være en plat jagt på publikum. Det er jo det, det handler om. Når staten betaler gildet, så bør det også være tilgængeligt for så mange som muligt, og ja, også laveste fællesnævner, som er blevet sådan et skældsord, som om man ikke er værdig. Jeg synes da, at hr. og fru Danmark er de mest værdige, så dem er jeg virkelig stolt af at repræsentere,« siger han til B.T.

Han har tidligere hørt sine udstillinger omtalt som »tivolisering«, »latterlig formidling« og »historieløse«, men når han laver sine udstillinger, så har der hver gang været et hold af historiker og arkæologer bag, som aldrig ville tillade at åbne en udstilling på deres museum, hvis de ikke kunne stå inde for den.

»Når jeg laver en udstilling, så laver jeg en flig, der bliver løftet, så folk går hjem og selv får lyst til at lære mere. Det er sådan, jeg selv har oplevet at få vakt min interesse, og så har jeg kunne læse videre på biblioteket eller internettet. Men når jeg har været på et museum, hvor alt har stået beskrevet på 37 plancher, så husker jeg ikke en skid af det.«

Lars Handesten pointerer, at hans kommentar i Kristeligt Dagblad ikke skal læses som et personligt angreb på Jim Lyngvild.

»Det var ikke i den ånd, det var skrevet,« siger han til B.T.

Litteraturlektorens pointe er ikke, at der ikke må laves udsendelser som 'Søs, Molly og malerne', eller at man ikke skal lave udstillinger med Jim Lyngvild.

Den er derimod, at medierne og kulturinstitutionerne er for optagede af hele tiden at få alle med.

»Og det kan godt være, at alle ikke skal med hele tiden, og at der også skal gøres noget for dem, der er kernepublikummet til dagligt,« mener Lars Handesten.

»Dem glemmer man tit og tager for givet, at de bare er der, men hvis man bliver ved med at glemme dem, så kan det faktisk godt være, at de forsvinder på et tidspunkt.«

Da han skrev sin kommentar, vidste han godt, at det kunne komme til lyde elitært at snakke om en »absolut laveste fællesnævner« og et »kernepublikum for kunst og kultur«, men han pointerer, at der imellem disse poler findes en stor gruppe af folk, som ved en hel del, og som godt kan klare et indgangsniveau, der ligger højere.

»Der er mange af den slags mennesker, og jeg vil bare sige, at det er dem, vi ikke må glemme.«

Andre læser også