For blot seks måneder siden fødte den amerikanske skuespillerinde og sangerinde Jessica Simpson en lille pige, og nu viser den nybagte mor sin krop frem for offentligheden.

Det er nemlig en stolt mor, der i et opslag på sin Instagram-profil fortæller, hvordan tilværelsen har været siden fødslen.

'Min første tur væk fra #BIRDIEMAE, og det er følelsesmæssigt hårdt af mange årsager, men jeg er stolt over at have en følelse af at være mig selv igen,' skriver den 39-årige Hollywood-stjerne i opslaget.

Hashtagget 'BIRDIEMAE' er en reference til den nyfødte datter, der har fået navnet Birdie Mae.

Det amerikanske medie Page Six skriver, at Jessica Simpson har været igennem et hårdt træningsforløb siden fødslen.

Ifølge mediet har superstjernen haft fornøjelsen af sin mangeårige personlige træners, Harley Pasternak, selskab i træningslokalerne.

Men tiden i træningslokalet har til tider været særlig hård for hovedpersonen, der blandt andet er kendt for sin rolle i filmen 'The Dukes of Hazzard' fra 2005.

'Selv da det føltes umuligt, valgte jeg bare at arbejde endnu hårdere,' står der således i superstjernens opslag.

Og vedholdenheden og de mange træningstimer har i den grad båret frugt.

For Jessica Simpson har nemlig tabt svimlende 45 kilo i løbet af seks måneder.

'Seks måneder. 45 kilo nede (ja, jeg sprængte vægtskalaen ved 108 kilo),' står der i popstjernens opslag.

Udover Birdie Mae har Jessica Simpson i forvejen datteren Maxwell på syv år og Ace på seks år sammen med den tidligere NFL-spiller Eric Johnson.