Hvordan har man det, efter at man har mistet livet i en 'James Bond'-film?
I Jesper Christensens tilfælde helt fint.
Den 71-årige skuespiller har, siden han i 2015 medvirkede i filmen 'Spectre' og døde foran den verdensberømte agent, haft masser at se til.
Året efter i 2016 spillede han den norske kong Haakon VII i storfilmen 'Kongens valg'. I 2019 havde han hovedrollen i 'Før frosten' (som han lørdag vandt en Bodilpris for, red.), og for tiden hitter han i biografen med filmen 'De forbandede år'.
Da B.T. lørdag aften møder Jesper Christensen på den røde løber ved årets Bodilpris-uddeling, spurgte vi, om han egentlig var ærgerlig over, at hans Mr. White-karakter døde i den seneste James Bond-film.
»Nej, jeg tror ikke, der er nogen andre skurke, der har levet i tre film. Så det kan jeg ikke tillade mig at være sur over. Jeg kan jo ikke leve evigt,« lød det fra Jesper Christensen, der ud over 'Spectre' har medvirket i James Bond-filmene 'Casino Royal' (2006) og 'Quantum of Solace' (2008).
Den 31. marts er der premiere på en ny James Bond-film, 'No Time to Die'. Her er der endnu en dansker på rollelisten, nemlig 45-årige David Dencik, der spiller skurken Valdo Obruchev.
Jesper Christensen afviser grinende, at han skulle give gode James Bond-råd til sin kollega:

»Jeg skal ikke give David råd. Han er jo en fuldstændig suveræn skuespiller. Det klarer han så fint selv. Han har jo spillet meget allerede på engelsk – nogle fantastiske ting – den der australske tv-serie ('Top of the Lake', red.), han lavede. Han spillede bukserne af dem alle sammen.«
Ved årets Bodil-uddeling brugte Jesper Christensen desuden sin takketale til at kritisere kulturminister Joy Mogensen.
»Kulturministeren kunne jo ikke være her i aften. Hun er jo til det der tredagesmøde med hele toppen af regeringen om, hvad man skal gøre med dansk kultur. Nå nej... Det er hun så ikke,« sagde han ironisk fra scenen og tilføjede:
»Måske man sammen kunne – nu er jeg ikke troende – men samles i en lille bøn om, at statsministeren skulle give Danmark en kulturminister og Socialdemokratiet en kulturpolitik. Eller er det for meget?«

