Jesper Christensen er efter et langt liv som ryger forsigtig, når det kommer til coronavirussen.
Det fortalte den 72-årige danske stjerne-skuespiller, da han mødte pressen i forbindelse med gallapremieren på sin nye film 'Lille sommerfugl'.
»Det har da været noget lort,« indledte Jesper Christensen på spørgsmålet, om hvordan han har haft det i løbet af det seneste år.
»Jeg har ikke arbejdet siden Sørens film (Søren Kragh-Jacobsen har instrueret 'Lille sommerfugl, red.) og kommer ikke til at lave noget rigtigt før marts. Det er lidt længe. Selv om jeg er sådan en forsigtig type, der har penge i reserve, hvis der nu ikke kommer noget, som jeg har lyst til at lave, så havde jeg jo ikke lyst til at brænde dem af på den her måde.«

Jesper Christensen fortalte, at han i stedet har brugt meget tid med sin familie og ellers passet på sig selv.
»Jeg har røget alt for mange cigaretter i mit liv, så jeg er en af dem, der er i risikogruppen. Så jeg er meget forsigtig.«
Indspilningerne til 'Lille sommerfugl' klarede de, før coronakrisen ramte Danmark.
I filmen spiller Jesper Christensen og Karen Lise-Mynster et gammelt ægtepar, hvis guldbryllupsfest ender med at afsløre en masse familiehemmeligheder. Og det var bogstaveligt talt en fest at indspille, fortalte Jesper Christensen:
»Det var blandt andet en fest, fordi vi havde nogle fuldstændig utrolige statister, som kom og åd det samme mad i ugevis, men alligevel så glade ud hele tiden og lagde en masse energi i det. Jeg prøvede selv som ung at spille en, der ikke havde fået mad i tre måneder, og hvor jeg så i fire dage skulle spise en masse kogt ål. Jeg har ikke spist ål siden, så jeg påskønnede det (statisternes indsats, red.) virkelig.«
I 'Lille sommerfugl' spiller Jesper Christensen blandt andet over for 'Vild med dans'-vært Sarah Grünewald. Adspurgt, om hun under indspilningerne ikke har forsøgt at lokke ham med i sit populære danseprogram, svarede han med et grin:
»Nej, det har hun ikke. Der har været nogen før (der har spurgt, red.), men det er ikke et job, jeg har lyst til. Så vil jeg hellere lave noget mere med hende på film.«
Jesper Christensen har tidligere i karrieren spillet med i et par 'James Bond'-film. Ved gallapremieren blev han også spurgt, om han stadig modtager fanpost på grund af de film.

»Ja, det gør jeg stadig, men det ebber ud. Jeg skal være i et specielt humør for at svare. Jeg gider ikke deltage i det der. Det er jo også en underlig skjult økonomi. At hvis man skriver på et billede, så sælger de det videre på eBay. Hvorfor skal jeg deltage i det?«
Den nyeste 'James Bond'-film 'No Time to Die' er blevet udskudt to gange på grund af coronakrisen. Selv om Jesper Christensen er en del af 'James Bond'-familien, har han dog ikke fået lov til at se den endnu.
»Jeg kan også sagtens vente,« svarede han med et smil.
'Lille sommerfugl' er Jesper Christensens anden danske film i år. Tidligere på året var han aktuel i Anden Verdenskrigs-dramaet 'De forbandede år', der solgte lidt over 370.000 billetter i biografen.



