Mens seerne elsker den, så har anmelderne længe skulet olmt til den: tv-serien 'Badehotellet'.

Og netop anmeldernes kritik er skuespilleren Jens Jacob Tychsen, der spiller rollen som Edward Weyse i serien, mere end almindeligt træt af.

Det fortæller han i et interview med ugebladet Se og Hør i forbindelse med, at der mandag aften var premiere på den sjette sæson af TV2-serien.

Ifølge ham har nogle af anmeldelserne af 'Badehotellet' og af hans karakter været direkte 'svinske'.

Men selvom det går ham på, at nogle anmeldere mener, at det, han laver, er 'aldeles rædselsfuldt', har han ikke tænkt sig at ændre den måde, han spiller Weyse på. For det er sådan, han føler, det skal gøres.

»Det er ikke rart at få sådan noget at vide. Det kan jeg ikke bruge til noget. Min mavefornemmelse siger, at det er sådan, Weyse er. Det er sådan, Weyse skal spilles, så I kan rende mig i røven,« siger Jens Jacob Tychsen rettet mod anmelderne til Se og Hør.

Tidligere har anmelderne ikke lagt fingre imellem, når de har skullet give stjerner til tv-serien, som tiltrækker omkring halvanden million danskere for hvert afsnit.

'...Det er en kendsgerning, at 'Badehotellet' er en succes. En stor succes. Det er der jo så meget, der er, og at være en succes er i hvert fald ikke et kvalitetstegn i sig selv, en million fluer kan godt tage fejl, når de spiser på McDonald’s,' skrev Jyllands-Postens anmelder Niels Lillelund i 2017.

ARKIVFOTO af de medvirkende i 'Badehotellet'.
ARKIVFOTO af de medvirkende i 'Badehotellet'. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Tirsdag ligger flere anmeldelser allerede klar, efter seriens sjette sæson havde premiere mandag aften.

Fire stjerner kaster Politikens anmelder, Henrik Palle, efter sæsonens premiereafsnit:

'Klicheerne står i kø som croissant-sultne østerbroborgere foran Juno-bageriet i Århusgade mandag formiddag. Men efterhånden er det vel også en kliché at bebrejde et så stil- og genrebevidst produkt som 'Badehotellet' netop dette', lyder det.

I både Ekstra Bladet og B.T. bliver det til tre stjerner.

'Det er så nemt at skrive en negativ anmeldelse af 'Badehotellet', der nu på sjette sæson serverer pejse-tv i januarmørket. Stilen er overspillet, humoren skåret ud i pap, og der er ikke rigtig noget i handlingen, der får dig til at vente med spænding til næste mandag. Alligevel fungerer det, som det skal,' lyder det fra B.T.'s anmelder.