Den amerikanske sangerinde Jennifer Lopez skal giftes for fjerde gang.
'Hun sagde ja.'
Sådan skriver den tidligere amerikanske baseballstjerne Alex Rodriguez, der har anmodet om sangerindens hånd og fået et 'ja', selv på Instagram, hvor han har delt et nærbillede af de to, der holder hånd, mens en stor ring pryder Jennifer Lopez' ringfinger.
Parret har været sammen siden begyndelsen af 2017 og blev af pressen hurtigt døbt 'J-Rod' – en sammentrækning af Jennifer Lopez' kaldenavn 'J-Lo' og Rodriguez' kaldesnavn 'A-Rod'.
På Instagram har 49-årige Jennifer Lopez også delt det samme billede.
Hun har dog ikke skrevet en tekst til billedet, men blot tilføjet otte små hjerter.
Tidligere har Alex Rodriguez i forbindelse med Jennifer Lopez' seneste film, 'Second Act', fortalt til nyhedsbureaet AP, at de to har haft den samme type opvækst og kommer fra samme slags baggrund:
»Den (filmen, red.) minder en del om det, Jennifer og jeg har oplevet i vores liv: Vi er begge født i New York, vi er begge født af indvandrerforældre, vi har begge to børn, vi er begge latinamerikanere – hun fra Puerto Rico, jeg fra Den Dominikanske Republik. Vi har begge haft op- og nedture, men nu er vi begge i 40'erne og forsøger at leve det bedst mulige liv og samtidig give noget tilbage til andre,« fortalte han i januar.
Jennifer Lopez har været gift tre gange før.
Første gang var med tjeneren Ojani Noa, som hun var gift med fra 1997 til 1998. Tre år senere sagde hun 'ja' til danseren Cris Judd, som hun blev skilt fra i 2003. Året efter blev hun gift med sangeren Marc Anthony, som hun fik to børn med – tvillingerne Max og Emme. Hun og Marc Anthony brød med hinanden i 2004.
Alex Rodriguez har været gift en gang tidligere.
I 2002 sagde han 'ja' til psykologen Cynthia Scutis, som han fik to børn med – døtrene Natasha og Ella. Alex Rodriguez og Cynthia gik fra hinanden i 2008.
