Musikstjernen politianmelder assistent for million-underslæb. Assistenten nægter sig skyldig: det var aftalt

Den kendte musikstjerne og tidligere X Factor-dommer Remee er igen havnet i problemer med en af sine nærmeste ansatte.

Torsdag var det hans personlige assistent Christian Hoeck, 25, der vågnede op til en avisforside på Ekstra Bladet om, at han har bedraget Remee for millioner. En udlægning, som assistenten slet ikke kan genkende.

- Jeg er ked af, at han har følt det nødvendigt at politianmelde mig, siger Christian Hoeck.

Han forsøger at tage det roligt, selv om Remee via sin advokat netop har politianmeldt ham for underslæb for næsten tre mio. kr.

Remee beskylder den personlige assistent for at have brugt løs af hans penge til et lystigt forbrug af bl.a. måltider, diskoteksbesøg, kasinobesøg og indskud på betting-hjemmesider.

Den nu politianmeldte Christian Hoeck afviser anklagerne. Han fortæller, at han fungerede fra december 2011 til marts i år som personlig assistent for Remee. Og i dag er han ked af, at der aldrig blev nedskrevet en egentlig ansættelseskontrakt, da han for knap halvandet år siden begyndte at bistå Remee med eksempelvis sponsorforhandlinger, administrative opgaver og praktiske gøremål.

Mundtlig aftale

- Vi lavede bare en mundtlig aftale om, at jeg skulle aflønnes i naturalier. Det vil sige, at jeg ikke fik officielle lønsedler, men kunne komme med bilag på forskellige ting som repræsentation eller tøj. Derfra fik jeg refunderet udgifterne. Jeg er selvfølgelig klar over, at jeg skal indberette det til Skat, forklarer Christian Hoeck over for BT.

- Vi var enige om, at jeg skulle aflønnes i naturalier. Det fik vi alle sammen noget ud af, selv om jeg selvfølgelig godt ved, at det skulle indberettes til Skat. Men han kunne også trække udgifterne fra i selskabet. Og så var vi kvit, tilføjer Christian Hoeck, der over for BT ikke lægger skjul på, at han godt kan lide at bruge penge på at gå i byen.

Ifølge den personlige assistent har der dog ikke været tale om underslæb, men tværtimod om en retfærdig aflønning af den store og omfattende arbejdsindsats, som han har ydet Remee.

- Havde han og hans advokater forestillet sig, at jeg skulle arbejde gratis? Jeg har gjort op, at jeg i gennemsnit har arbejdet fem timer hver dag med ting, der vedrører ham. Under Melodi Grand Prix i Baku arbejdede jeg 15 timer om dagen i ti dage i træk som pressechef for ham.

- Og hvis vi endelig skal gøre tingene op, så har jeg vel i virkeligheden penge til gode, siger Remees 25-årige eks-assistent.

Remee ønsker ikke at kommentere sagen yderligere, da der nu er sat advokater på og foreligger en politianmeldelse.

Remees advokat Claus Molbeck Bendtsen siger til BT:

- Jeg foretrækker, at denne her sag ikke køres igennem pressen, da den er overdraget til politiet. Nu må sagen gå sin gang, og jeg er tryg ved, at den bliver løst retfærdigt.

Læs hele interviewet med Remees assistent i BT fredag. Læs bl.a.
* Christian Hoeck: Jeg har aldrig været Remees bankrådgiver
* Så vildt er Remees økonomiske rod