'Har i fem dage gået fem meter uden om de få personer, jeg har mødt i vores kolonihave, når jeg har gået tur med hund. Min mand har insisteret på at fortælle folk, vi gik forbi, at vi var coronasmittede. Hold nu op, man føler sig akavet og smitsom. Nu er det overstået. Tilbage til byen.'
Sådan skriver den mangeårige tv-vært Janni Pedersen på sin Twitter.
Og til B.T. sætter hun flere ord på, hvad det er for en akavethed, hun har oplevet.
»Vi har ikke været særligt syge. Jeg lå én dag med lidt feber, og så resten af tiden har jeg bare været forkølet, så det har været en kontrast at vide, at jeg havde noget, der var smitsomt, og som kunne være super farlig for andre, og så have det så godt, som jeg havde det (...) Det er det med at gå en stor bue uden om folk og potentielt være en fare for dem, når jeg ikke selv kunne mærke noget. Det var godt nok en kontrast.«
De andre hundeluftere i området har dog taget det ganske pænt, når smitten er blevet annonceret.
Og det er der en ganske god grund til.
»Faktisk viser det sig, at de fleste har været smittet ligesom os. Så vi fik bare en snak om, hvilke symptomer de havde haft. Så i virkeligheden har det bare forårsaget nogle andre snakke end de normale. Og så var der nogle, som, når vi sagde det, virkelig løb af sted, og det kan man jo godt forstå.«
Beskeden om smitten tikkede ind 28. december, og det betød, at 'festen' nytårsaften blev rykket til kolonihavehuset.
»Vi holdt Facetime-nytårsaften med dem, vi skulle have været sammen med, så det var bare en anden måde at gøre det på.«
Hun glæder sig over, hvor mildt sygdomsforløbet har været, og så kunne de fem dages isolation også bruges ganske produktivt, før hun torsdag er tilbage i 'Go' aften Live'-studiet.
Janni Pedersen og hendes mand, Kim Faber, er nemlig ganske succesfulde krimiforfattere.
»Da vi begge blev testet positiv, føltes det lidt underligt, fordi vi sad der uden symptomer, men så havde jeg det sådan, at 'hvis jeg har det sådan, som jeg har det nu, skal vi så ikke bare være glade for, at vi får en uge til at få videreudviklet, så vi kan komme i gang med at skrive den fjerde krimi', så det var sådan, jeg valgte at se på det.«
Og plottet er kommet på plads, så nu mangler de 'bare' at sætte sig til tasterne, før den skal afleveres mod afslutningen af 2022.

