Årtusindets største rygestopevent.

Sådan beskrev hypnotisør og psykologisk manipulator Jan Hellesøe det selv, da han samlede omkring 24.000 personer til et livestream, hvor formålet var én ting for de fremmødte: Rygestop.

»Jeg har længe haft folk, der har bedt om hjælp til at stoppe med at ryge, og jeg har desværre været nødt til at afvise rigtig mange, da jeg desværre ikke havde tiden mere,« forklarer Jan Hellesøe til B.T.

»Men så slog det mig, at jeg måske kunne facilitere et onlineevent, hvor jeg så kunne hjælpe så mange som muligt.«

Jan Hellesøe gik straks i gang med at finde ud af, om det kunne lade sig gøre. Da det viste sig, at det kunne det, så ville han straks afholde et rygestopevent.

»Jeg regnede med, at der ville være omkring 40-50 mennesker, som ville deltage, men da jeg lavede opslaget om, at det ville ske, så kommenterede over 22.000, at de gerne ville være med,« griner en noget overrasket Jan Hellesøe, der siden eventet er gået fra 17.000 følgere på Facebook til 87.000.

10. april gik det så løs, og Jan Hellesøe havde forberedt sig til de mange mennesker med et ønske om at stoppe med at ryge via hypnose.

Men er det nu okay, at det hele foregik via hypnose?

»Ja, det er det. Vi var omkring 35.000 fra start, hvilket er rigtig mange, men vi endte nede på omkring 24.000. Det skete, efter at jeg gentagende gange sagde, at det her er på eget ansvar, og at hvis man har psykiske lidelser eller lignende, så er det ikke her, man skal være, men man skal søge professionel hjælp et andet sted,« forklarer Jan Hellesøe.

»Jeg har selv røget, og jeg stoppede selv for fem-seks år siden. Det var ved et tilfælde, da jeg havde en rygestops-session for en klient og endte selv med at blive ramt af det. Derfra røg jeg aldrig igen,« griner Jan Hellesøe over for B.T.

Herefter blev lørdag aften en stor rygestop-hypnosesession for mange danskere, men ifølge Jan Hellesøe selv er det for tidligt at kunne fortælle, om det virkelig har påvirket folk.

Men trods sin egen udmelding om, at det er for tidlig at konkludere noget, er der mange, som allerede har givet sig til kende i kommentarfeltet, hvor de forklarer, at det har hjulpet dem meget.

Jan Hellesøe er manipulator og manden bag programserien Fuckr med dn hjrne, som kører på DR3.
Jan Hellesøe er manipulator og manden bag programserien Fuckr med dn hjrne, som kører på DR3. Foto: Sophia Juliane Lydolph
Vis mere

»Jeg har røget i næsten 40 år og gerne 20-30 stk. om dagen, men ikke en eneste siden kl. 19.59 i lørdags. 1000 mange tak,« lyder det fra Anette Andersson.

»Min tilbagemelding til dig omkring rygestop er, at jeg søndag kun har røget fire cigaretter imod normalt 20 cigaretter. Jeg er 62 år gammel og har røget, siden jeg var ni år. Når jeg ryger, er det en kvalmende fornemmelse, og jeg mister meget hurtigt lysten. For første gang i mit liv virker det, som om det der med at ryge overhovedet ikke mig. Tak for dig, Jan,« skriver en Kaare Madsen.

Også kendte personer har hyldet Jan Hellesøe i kommentarfeltet. Heriblandt har Søren Rasted, Lina Rafn og Peter Falktoft rost ham for sit arbejde.

Og det er ikke noget, som går Jan Hellesøe ubemærket forbi.

»Jeg blev enormt rørt. Det er virkelig dejligt at se så mange positive kommentarer, for der er så mange af dem. Jeg havde regnet med, at Facebook-kommentarerne ville være i den negative retning, og jeg har altid set det som et lidt skidt sted. Men der er kun kommet positiv energi ud af det.«

Også i Lungeforeningen ser man godt på initiativet.

»Desværre er rygning et af de største sundhedsproblemer i Danmark stadigvæk. Lungesygdomme kan føre til hjertesygdomme og kræft. Ethvert tiltag, der kan mindske rygning, kan være have et godt tiltag på den danske sundhed,« forklarer formand for Lungeforeningen Torben Mogensen og fortsætter:

»Det er rigtig fint, at der en, som gør noget. Man kan have holdning til det med hypnose. Men det er ligegyldigt i denne forbindelse. Det er vigtigt med fokus på rygestop, og ethvert tiltag er velkommen. Det er rigtig godt, hvis der nogen, der så også har opnået effekt af det.«

Heldigvis for de mange deltagende og dem, som ikke nåede at deltage i sessionen, så er det ikke det sidste, som Jan Hellesøe kommer til at lave.

»Der kommer flere lignende events, så man skal holde øje med min Facebook. Der er også mange, der spørger om damp og snus og sukker.«

»Så jeg skal lige vurdere og reflektere over, hvad jeg kan gøre bedre til næste gang, og om det kan lade sig gøre med det andet også,« lyder det fra Jan Hellesøe.