»Hvis du spørger min familie og min manager, så vil de sige: 'Hvorfor fanden holder han ikke bare sin kæft?' Men jeg synes, det er vigtigt. Og det er ikke for at støde nogen eller begå karaktermord på mig selv. Jeg har bare nogle andre ting, jeg er mere bekymret for,« siger Jan Grarup tirsdag til B.T.

Den berejste krigsfotograf vakte både debat, forargelse og vrede, da han mandag i Berlingske fortalte, at han formentlig havde coronavirus, men at han nægter at lægge sit liv om for ikke at smitte nogen. Han synes i stedet, at det er de svage og sårbare, der selv skal tage ansvar og undgå at blive smittet.

Artiklen lagde han mandag på Facebook flankeret af et ‘undskyld’.

Men ifølge Jan Grarup skal hans undskyld ikke betyde, at han angrer eller har ændret mening. Han undskylder derimod for at ville insistere på sin kontroversielle holdning.

Fotograf Jan Grarup fotograferet i hans lejlighed på Østerbro.
Fotograf Jan Grarup fotograferet i hans lejlighed på Østerbro. Foto: Oscar Scott Carl
Vis mere

»Jeg forstår ikke, hvorfor man ikke inddæmmer dem, der er svage og sårbare. Jeg var med S-toget forleden og i Magasin, og der var fyldt med ældre mennesker med plastikposer. Altså. Folk må jo også gå aktivt ind i det her for at passe på sig selv,« siger den 51-årige fotograf, der i sin lange karriere har haft særlig fokus på globale katastrofer og mennesker i nød.

Da B.T. spørger, om det ikke er meget ulig ham at tænke på sig selv i denne situation fremfor de ældre, skrøbelige og sårbare, svarer han:

»Vi er ikke skrøbelige og sårbare herhjemme. De er skrøbelige og sårbare i Moria (flygtningelejr på Lesbos, red.). Hvorfor har vi ikke fokus på de hundredetusinde flygtninge, der sidder på grænsen mellem Tyrkiet og Grækenland? Eller i Iglib (krigshærget provins i Syrien, red.)? Dér kan du snakke om at være svækket,« siger han.

»Hvis 20.000 flygtninge i en lejr lavet til 3.000 bliver smittet med corona og dør, så trækker vi på skuldrene og tænker, at så har vi ét problem mindre. Men når det går galt herhjemme, så kan jeg love dig for, at piben får en anden lyd. Så kommer der hjælpepakker og fællessang.«

Hermed slår Jan Grarup den pointe fast, som han ærgrer sig over, han ikke fik fremført i mandagens interview.

»Man må hjertens gerne være sur på mig. Jeg har intet imod at være syndebuk. Men det handler ikke om, at jeg ikke kan se problemstillingen og ikke synes, det er synd for hele vores samfund eller for alle dem, der mister deres arbejde. Men der er andre mennesker, det er mere synd for.«

Det behøver vel ikke være enten-eller?

»Jeg ønsker ikke en skid dårligt for nogen som helst herhjemme. Jeg har bare svært ved det hele i forhold til den måde, vi tackler det på. Det virker virkelig hysterisk,« siger Jan Grarup og medgiver:

»Selvfølgelig ved vi ikke, hvordan det udvikler sig. Og selvfølgelig skal det inddæmmes på en eller anden måde.«

Men det kræver, at du såvel som resten af Danmark følger statsministerens anbefalinger om at blive hjemme.

»Jeg skal nok følge, hvad Mette Frederiksen siger. Det vil jeg gerne love. Jeg tror sgu bare, jeg går i frivillig karantæne for både corona og Facebook de næste fire måneder.«

Helt lukke ned for Facebook bør Jan Grarup dog ikke. For da B.T. påpeger, at anbefalingerne ikke handler om individet, men at man beder folk holde sig hjemme, for at sygdommen ikke spreder sig så hurtigt, at hospitalerne må bukke under, indrømmer Jan Grarup, at han er blevet klogere af al den debat, hans udtalelser i Berlingske har skabt.

Pressefotograf Jan Grarup.
Pressefotograf Jan Grarup. Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

»Ja, og der må jeg bare sige, at den havde jeg sgu ikke luret. Men det kan jeg godt forstå. Selvfølgelig skal vi passe på vores sundhedsvæsen, og jeg kan godt se, at der kan komme en helt vild overbelastning, så den har jeg taget ad notam,« siger han.

Jan Grarup har rejst meget de seneste to måneder. Og mandag fortalte han, at han formentlig havde haft coronavirus i et stykke tid. Men det vil han gerne trække tilbage.

»Det ved jeg jo ikke, om jeg har. Jeg ved bare, at jeg har været syg i 14 dage med feber og hoste. Jeg har sgu været svækket, så jeg havde allerede aflyst foredrag, inden det blev et krav. Men jeg ved ikke, om det bare er en ganske almindelig influenza. Jeg aner det ikke,« siger han.

»Men jeg lover, at jeg nok skal lade være med at belaste egen læge eller hospitalerne, hvis jeg bliver mere syg. Jeg må ride stormen af selv. Jeg vil ikke belaste samfundet. Der er rigeligt behov for hjælp og ekspertise til dem, der er svage og dårligere stillet end mig.«