Jægersoldat Erik B. Jørgensen, der er aktuel i TV2s program ’Korpset’, fortæller om sin opvækst på gården med sin far – om luftgeværet – og om, hvordan to laser gjorde ham parat til at blive jægersoldat, udsendt til Afghanistan.

1. Et frit liv på gården

Jeg er vokset op på Fyn nær Ørbæk ved Nyborg, min far Jørgen Jørgensen var lastbilchauffør, til jeg blev to år, og siden landmand med grise og jord – på et tidspunkt leverede han 10.000 slagtesvin om året. Jeg var enebarn og lærte tidligt at arbejde hårdt med at harve, pløje og samle sten. Jeg fik ikke lommepenge, men i stedet løn, og før jeg var stor nok til at kunne trykke koblingen på en traktor ned, kørte jeg traktor. Mine forældre blev skilt, da jeg var fire, og jeg mener, min far var den tredje i Danmark, der vandt forældremyndigheden. Min mor Inge Lise var lærer og senere skoleinspektør, og min far mente, at eftersom det var hende, der rejste hen til en anden mand, skulle hun ikke have mig med. Jeg kom til at sanke kartofler og køre halm til sent om aftenen, og jeg havde et frit liv uden opsyn, hvor jeg kunne lege røvere og soldater, hoppe i kornsiloen, skyde med bue og pil samt luftgevær. Der var et par år, hvor der ikke var mange sangfugle på gården. På billedet var jeg ét år og i sommerhus med far, mor og morfar.

2. Måtte lide for at komme med Sirius

Da familien en dag skulle med færgen fra Nyborg til Korsør, spurgte jeg min far, hvilken bane vi var i, og han svarede: Kan du ikke se det skilt deroppe? Nej, jeg måtte indse, at jeg måtte til øjenlæge, og så jeg fik briller – jeg ved ikke, hvor mange timer jeg har brugt med en tang for at rette dem ud. En hel del år senere, i 1997, vidste jeg, at jeg ville med slædepatruljen Sirius, og det kunne jeg ikke komme, hvis jeg brugte briller. Jeg fandt ud af, at man på Odense Universitetshospital havde en forsøgspulje og kunne få laseropereret sine øjne, og jeg var heldig at få lov til at få det lavet gratis. Jeg lå og kiggede op mod et laserlys, og mine øjne blev holdt åbne med nogle skiver. Jeg fik skrabet slimhinde væk og der lugtede af brændt kød. Da jeg var på vej hjem i bussen, virkede bedøvelsen ikke længere, og det gjorde ufattelig ondt. Jeg skulle bare hjem at ligge under dynen. Og næste operation gjorde endnu mere ondt, men operationen var afgørende for, at jeg siden kunne komme i slædepatruljen Sirius, og at jeg kunne blive Jægersoldat. Billedet er fra min konfirmation.

3. En grå og stille dreng

Som barn tror jeg, jeg var en meget grå og stille dreng, der ikke skilte sig ud på nogen måde. Jeg fik specialundervisning i dansk og engelsk, i skolen havde jeg venner, men var først og fremmest eneren, der kunne lege for sig selv. Jeg var ham, der holdt de store børnefødselsdage – som min far sagde, at enten inviterede man ikke nogen, eller også inviterede man alle. Min far fortalte også tit om sine dage i Livgarden, og de historier blev bedre og bedre for hver dag. Billedet er fra, da jeg gik på HH et år på Nyborg og Kertemindes handelsskole, før jeg kom i militæret. Jeg gik fra at ligge i bunden med karakterer til at få det næsthøjeste snit – men havde stadig karakterer i hele skalaen.

4. Smilede ikke i flere år

Her fra en ferie med min mor i Norge. Jeg smilte ikke på billeder i flere år, kan jeg se, og bukserne var godt trukket op. Min mor har nok haft det svært, med at hun ikke havde sin søn. Vi kørte altid i Mercedes op til Norge, hvor vi tit tog forbi et stenbrud for at se på stenkvaliteterne, for min mors mand solgte sten og grus.

5. Skudt hele livet

Jeg har skudt hele mit liv med luftgevær og fik jagttegn, da jeg var 16. Her havde jeg skudt min første ræv, og skindet fra den hænger hjemme i min stue i dag. Jeg skød den efter at have siddet og ventet på den foran en rævegrav, vi selv havde gravet med et rør, der stak ud. Fordelen ved dem er, at man kan sende hunden efter den i den grav, for der er ikke nogen sidegange, som hunden kan blive fanget i. Så jeg har nok stået en halv til en hel time og hørt gravhunden kæmpe med ræven, inden den kom ud. Der skal man passe på, at man ikke kommer til at skyde hunden.

6. Lærte at være social

Da jeg kom på Vejstrup gymnastikefterskole i 90’erne, vendte det hele for mig. Jeg var pludselig rigtigt god til især dansk, engelsk og matematik, og ham, jeg delte værelse med, fik jeg det også godt med. Det tog godt nok tre måneder, hvor det var lige før, jeg sagde, jeg gerne ville flytte værelse, han kom fra en helt anden verden og hørte musik som Metallica og Led Zeppelin, hvor jeg hørte Nirvana og Aerosmith. Vi kom til at forme hinanden rigtig meget på skolen, jeg var pludselig tvunget til at være social, og det gav mig et løft. Jeg ser tilbage på det med stor hjertevarme – det var hyggeligt at møde dem til et 25 års jubilæum. Dengang trænede jeg med at løbe med rygsæk, og hjemme hos far boede jeg i et lille værelse på et uisoleret loft – jeg gik gennem det mørke, kolde loft for at komme ind til mig selv, og jeg havde selv jernstænger og vægte – det var vægte og trisser fra fodringsanlægget, og jeg læste i en gammel Schwarzenegger-bog om, hvordan jeg skulle træne. YouTube var ikke opfundet.

7. Hjernedøde officerer

Jeg trak nummer 15196 til sessionen og kom til Den Kongelige Danske Livgarde. Jeg havde meget store forventninger, men jeg blev så skuffet, som jeg kunne blive, for der skete ikke noget. Jeg havde trænet hårdt op til det, og efter et par uger tænkte jeg bare, jeg skulle ud igen. Men det ændrede sig på sergentskolen. Det var en lærerig og meget skolende tid. Hold kæft nogle hjernedøde officerer vi havde af og til, men jeg ser tilbage på det i dag med glæde. En af dem var dømt for at have slået sergenteleverne, og vi var rædselsslagne for ham. Vi blev straffet med 50 armbøjninger, hvis vi f.eks. ikke havde en øvelsesblok og en blyant i baglommen. Men kaptajn Andersen viste sig jo at være et godt menneske, han lærte os at vi skulle ha’ styr på vores lort. En dag skulle vi stå klar klokken fem morgen med vores feltspader – og efter en længere løbetur var vi nået frem til målet. Nogle gravsten fra 1864, der skulle rettes op. Jeg lærte meget af ham.

8. Slædepatruljen Sirius

Mens jeg var værnepligtig sergent, søgte jeg ind i slædepatruljen Sirius og kom ind i andet forsøg. Siden nordmændene forsøgte at snuppe et stykke af Nordøstgrønland, har Danmark patruljeret i området – det er en dom fra Haag fra 1933. Opgaven er at suverænitetshåndhæve territoriet. Jeg kom på et halvt års optagelsesprøve, hvor jeg lærte alt fra at sy til at kunne reparere generatorer og motorer – og den anden halvdel er at lære at overleve. Man melder sig til to år og to måneders tjeneste. Jeg var i Grønland i 1999-2001 – ingen ferie undervejs. Man kører med hundeslæder fire måneder ad gangen, to mænd tager af sted og ser ganske få andre i løbet af den tid. Jeg havde gode makkere, og vi snakkede om alt. Jeg havde en fantastisk tid. Der er noget fantastisk ved at køre med hundeslæde, og to timer efter ligger du i snestorm i et telt og håber, du ikke skal på toilettet. Man kører rundt i historiens vingesus, der ligger 150 år gamle efterladenskaber.

9. Stædigheden hjalp mig igennem

Det var en brat opvågnen efter Sirius, da jeg sammen med 71 andre begyndte på at blive Jægersoldat. Aldrig har jeg fået så meget straf for ting, jeg ikke havde gjort, fordi en eller anden idiot på holdet havde gjort noget forkert. Jeg hadede det som pesten de første tre uger, men jeg var rimeligt stædig, for jeg havde hørt om, hvor fedt det var at være jæger. Det kan koste en hel patrulje livet, hvis en enkelt person kan finde på at hoppe fra undervejs, derfor er uddannelsen så hård. Man får ikke ros en eneste gang de fire måneder. Der faldt 66 fra undervejs.

10. Ved ikke, hvor mange jeg har skudt

Efter at have været i Irak tre gange blev jeg sendt til Musa Qala i Afghanistan. Der var voldsomme kampe, og derfor blev vi sendt i huj og hast. Vi kom som finskytter, og jeg var patruljefører. Talebankrigerne var ved at genvinde herredømmet over byerne ved at tvinge handlende til at betale afgift på varer. Det er ikke en hemmelighed, at jeg skød nogen – jeg har ikke noget imod at slå ihjel. Jeg er ikke en soldat, der skal tage stilling til, om det er rigtigt eller forkert, det er demokratiet, der bestemmer. Hvor mange jeg har skudt, ved jeg ikke. Jeg kan f.eks. have skudt ind i en busk et sted, fordi jeg kunne se noget bevæge sig – om der var nogen, der blev dræbt, ved jeg ikke. Jeg var med i de hårdeste kampe, danske soldater har været med i siden 1864. Jeg hørte flere gange den hvislende lyd af kugler, der fløj tæt forbi. Jeg følte frygt, men var ikke bange for at jeg skulle dø, og jeg var heller ikke ude for, at skulle skrabe en kammerats hjernemasse af mit tøj, som det skete for andre. Mens vi var af sted blev én dræbt og ni såret. Da jeg kom hjem, havde jeg tics i en periode, når jeg hørte noget, der lød som afgangslyde fra mortér og raketter.

11. En fantastisk oplevelse

I 2008 blev jeg far til Karen, som i dag er ni år. Moderen Kirsten og jeg var sammen i ti år og har et fint forhold i dag. Karen og jeg tog af sted i 45 dage i det nordlige Finland, da hun var 3½ år. Det var første gang, jeg var sammen med min datter i så lang tid. En fantastisk oplevelse. Jeg er glad for min datter, men jeg havde det svært med ideen om at blive far – jeg havde ikke lyst til at få børn. Generelt er jeg ikke så glad for børn. Det første år, hvor jeg sad og legede med Karen, syntes jeg, jeg spildte min tid – men efter vi kunne begynde at tale sammen, går det meget bedre.